Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

da jeg kom hjem derfra, så filosoferede jeg over at min fadder, som jeg i dette øjeblik er lykkelig over at skulle nævne, arkitekt Holger Lange, at han flere gange har sagt til mig, at der er noget vidunderligt ved at tænke på, at jeg kender min far her indenfor, jeg kender min bedstefar, og jeg kender min tipoldefar - jeg har ikke haft tid til at gå videre - men vi allesammen, alle vi der er i dette sel­ skab, vi har hver især så og så mange tip og tip og tipper bagud, fordi vi allesam­ men er indbragt her af en fadder. Atter tiden, atter dette mærkelige, at man i vir­ keligheden står ligesom nederst i en meget, meget, meget høj søjle, det svimler for en, faktisk noget af det samme, som katolikkerne hele verden over føler overfor deres paver, der går i ubrudt linie tilbage til Sankt Peter. Stadigvæk ti­ den. Og så gik man rund t i den bygning derude, og den var vidunderlig, syntes jeg, men efterhånden som tiden gik, så kunne den engang imellem virke lidt, ja, en lille smule luvslidt. Vi havde ikke haft meget råd, kunne jeg mærke, den var for­ sømt, meget forsømt, og nu kom der en periode, som jeg ikke skal trætte Brød­ rene med - og heller ikke gæsterne, hvor alting flaskede sig på en ganske mærke­ lig måde, sådan som det kan ske, når man skal gennemføre noget. Som Herman Bang siger et sted: en gang imellem er det som om det er en anden, der lægger tallene sammen. Jeg fik idéen med Sølyst, jeg fik samtidig konstateret, at i virkeligheden lå øk­ sen for træets rod, idet der var en byplan, som ganske givet om føje år ville vælte alle vore chancer ude på Vesterbro, og jeg fik gennemført hele sagen, og vi kom herud, og hvad mødte jeg så her? en endnu mere levende tid, fordi alle de men­ nesker, der har boet her i dette hus lige fra 1756, da det blev bygget, alle disse menneskers historie lever jo her indenfor og belives af alle brødrenes historie, som de hver især har vist på skiverne. Kort sagt, hvis man var en lille smule pa- rafilosofisk, så burde man kunne stå og høre, høre ligesom et kor af mennesker, et dansk kor, Danmark. Se det er sådanne tanker man går og har, når man lytter til, hvad de mennesker har skrevet, som man nu engang beskæftiger sig med. Jeg husker engang, hvor det for mig blev endnu en oplevelse. Som ganske purung student var jeg på en fodtur oppe fra Stockholm op til Uppsala. —På dette tidspunkt gik man fodture, det gør man jo ikke mere, min allerførste fodtur gik fra Kiel til Skagen. - Jeg havde en kammerat med, og vi kom op til Uppsala, og der var der et skrudkam­ mer øverst oppe i Uppsala Domkirke. Der kom vi ind, og der var nogle mærke­ lige gamle trøjer, der hang der, og man kunne se, at der var mærker af dolke, der var stødt igennem dem. Det var Sture-Sønnernes, som Erik XIV i sin tid dræbte. Om eftermiddagen var vi nede at se på det gamle slot, og der var vi nede i fæng­ slet, hvor Sture-Sønnerne blev dræbt af Erik XIV selv. Den næste dag gik vi til Skokloster, hvor der er en stor, stor våbensamling, som general Wrangel i sin tid har tyvstålet nede i Spanien, den største samling — blev der sagt — i verden. Oppe i et af tårnene var der en samling dolke. Der var 131