KanViVæreDetteBekendt

Det skumrer ove r Byen. Ga d e n er stille og kølig. Fra Bevær tni n­ ge rne kommer Støj og Musik og o p p e f r a Lejlighederne høres Radi o­ s t a t i one r imellem hinanden. Først om Af t enen kan man rigtig se, hvor lang Ga d e n er. Den er en Uendel ighed. De roppe i St uerne er de smaa kommet i Seng, og de voksne har f a a e t Flasker pa a Bordet. De halvstore er i Vejen. G a a ned pa a Gaden , biir de r sa g t til dem, og saa har Vera og Lillian f a a e t en Frakke pa a og er b levet send t ned. P3er s t aa r de ved Porten til Uende li gheden og har a t forblive paa d e t højre Fortov. Det er Gr a ave j r ude og inde. De ønsker d e t vilde st yr t regne , saa de kunde f aa Lov a t ga a op igen. Der e r ikke ret mange Børn pa a Gaden , ingen a t lege med. De ga a r en Tur op til Ves t e r brogade , hvor de r e r Folk og Sporvogne og Biler, og de r s taa r d e og kigger lidt ove r til Ca rl ton. — Den er f o r bud t for Børn, siger Lillian for a t unde r s t r ege a t d e ikke kunde væ r e g a a e t ind, selv om de havde ha ft Penge. De vende r om og driver ned ad Ga d e n igen. Tiden skal ga a med noge t . Lillian, som er den æl ds t e , for tæl l e r Vera nog e t om Skolen. — Drengene e r saa dumme , synes hun. Det er hende mag t pa a - l iggende, a t Vera forstaar, hvor ombe j le t hun er. Men Vera er t r æ t i sit Hovede og søvnig. Af t enen er en Uendel ighed.