Kammermusikforeningen_1868-1918

13 —

—

det var, at Kammermusikforeningens Møder for alt i Verden ikke maatte faa Karakteren af en „Koncert“. I de første Aar af K.M.F.s Liv, da man havde Lokale i Hotel Phønix’ smukke og i akustisk Henseende fortræffelige Sal, vilde derfor ogsaa en Opstilling af lige Stolerækker have været utænkelig. Enhver havde sin egen Yndlingsplads, og Medlemmerne grupperede sig rundt omkring i smaa maleriske Grupper, hvorfra de in­ teresseret lyttede til Musiken og i Pauserne hviskende dis­ kuterede de Indtryk, de fik af de forskellige Musikstykker og af Spillernes Udførelse. Naar saa Aftenens musikalske Program var tilende, samledes de mest begejstrede og ivrigste Med­ lemmer om et langt Bord til en livlig Diskussion om, hvad man havde hørt, set og oplevet siden sidste Møde, og dette saakaldte „Nachspiel “ var altid præget af en fornøjelig Stemning. Ligesom N e r u d a var Sjælen i den musikalske Del af Aftenen, saaledes var han det ogsaa ved det efterfølgende „Nachspiel“. Der var ingen Ende paa de lystige Indfald og de pudsige Ideer, som han ved disse Lejligheder mødte op med. Han kunde have en næsten barnlig Glæde af, ved et eller andet snedigt Paafund, men altid paa den elskværdigste Maade, at sætte Folk i Forlegenhed. Snart var det en subtil Kunst med nogle Tændstikker, snart et hinterlistigt Vædde- maal om en Firskilling, der altid havde den ufejlbarlige Følge, at man under de Omkringsiddendes Jubel og til sin egen store Fornøjelse maatte bløde sin Indsats. Hans Indfald var ofte kostelige og af en ubeskrivelig Komik.1 Jeg mindes en Aften, da han fik en ung Musiker, der var temmelig lille af Vækst, til at løfte Violoncellisten Albert Petersen, der var en ualmindelig høj og svær Mand. Den forbløffede Kætnpe pro