JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

46 »Ventelig have ogsaa 1 fundet det lidt besynderligt, at jeg gif­ ter mig med en Pige, jeg ikke har set. Men frygter ikke! At se Mennesker, endog længe at se dem, er derfor ikke at kende dem, og at kende Pigen er sandelig ikke at kende den tilkom­ mende Kone. Desuden veed jeg, at de fleste Mennesker ere, som de omgaas til. Skønnende paa de gladere Dage skal jeg nøde min Pige til at elske mig, og Ønslev Præstegaard — det Haab er for mig urokkeligt — skal atter blive Fredens og Glæ­ dens Hjem. — Det Ord Stedmoder vil vist ikke bortskræmme Eder. Nej, I vil vist i hende søge og finde, hvad jeg fordum søgte og fandt i hendes Moder [hans Stedmoder], neml. en ømt elsket og elskende Veninde — en Søster.« — En lille Be­ mærkning i en Hilsen fra Faster Regine, hvormed Brevet ender, kan maaske give os et Indblik i, hvorfor Ønslev Præstegaard en Tid, især efter Moderens Død 1817, ikke har været »et Fre­ dens og Glædens Hjem«. Den Slags Spidser, som her endog sendtes gennem hendes Broders kærlige Brev, har der vist vanket flere af mundlig under deres Besøg i Hjemmet, medens hun har været Husmoder, og haft deres Del i, at selv hans voksne Børn baade for deres egen og end mere for deres Faders Skyld kunde længes efter et andet Regimente. — At han bejlede til en Pige, han aldrig havde set, burde maaske ikke støde os saa meget, naar vi tænker paa vor Tids Avisfrierier, og naar vi husker, at Jylland dengang laa mangfoldige Dages Rejse længere borte fra Falster end nu. Og mangen Erfaring vil sikkert ogsaa give ham Ret i, at man ofte kan kende sin til­ kommende Hustru bedre af hendes Moder end af den unge Pige selv, og at de unge ofte havde gjort bedre i at høre lidt niere efter deres Forældres Raad. Hverken Præsten eller hans 42 Aar yngre Hustru blev skuffede i deres Forventning. Sønnerne omgikkes virkelig »Hanne« paa samme hjertelige, frie Maade, som Faderen i sin Tid hendes Moder. Dobbeltbrylluppet mellem de tvende og mellem de to unge Præstefolk fandt Sted paa samme Dag, 10de Maj 1822, dog ikke som Hanne havde tænkt sig, at Fade­ ren viede Sønnen og Sønnen Faderen — det vilde have givet for megen Rørelse! mente Faderen, som derfor gik til en Ung