JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

40 kunde se, hvad der foregik, idetmindste ved Lys. Og paa dette, aabenbart mere fremrykkede Trin af Læretiden har der næppe heller været noget til Hinder for, at den saa meget be­ troede Dreng ogsaa kunde have en Tællepraas tændt i Utide. At Haandværkerprøverne, lige saa vel som mangen anden Prøve og Eksamen, kunde give Anledning til Misbrug, var heller ikke noget nyt. »1777 maa Guldsmedelavet alvorligt erindres om« — læser vi S. 76 i G. Nyrops før nævnte Bog — , »at Akademiet adskillige Gange har fundet, at de indsendte Tegninger ikke alene var tegnede af en og selv samme Haand, men endog næsten altid havde en og samme Form og en selv samme Kulør af Emaille«. Hvor vidt det ogsaa dengang var »Oldermandens Dreng«, som havde været paa Spil, faar vi ikke at vide. Til Undskyldning kan jo ogsaa siges, at naar Hr. Dyrkopf var bekendt som »en fortrinlig Sølvarbejder«, men aldrig havde haft, og maaske aldrig vilde behøve at faa en Punsel imellem Fingrene, burde hans Mesterstykke og Mester­ lykke vel ikke strande herpaa. Hvad vi mindst kan begribe, er maaske dog, at Drengen kunde tegne saa godt, at han, selv om det var ham »særdeles anstrengende«, dog kunde hjælpe paa een Dag indtil 8 Svende med deres Tegninger, »saa at jeg vidste, de vilde blive an- tagne«. Før Læretiden kan han næppe have nydt nogen Un­ dervisning i Tegning. Det maa, skønt der mærkeligt nok intet bestemt er at finde derom, være sket under Læretiden paa »Akademiet for de skønne Kunster«. Under Struensee var der i 1771 udkommet et nyt Regle­ ment for dette1): »Paa det at den gode Smag og de rigtige Grundsætninger i Tegning ikke allene blandt Kunstnerne, men endog iblandt Haandværkerne, som udkræve Kundskab i Teg­ ning, kunde vorde udbredet, ville vi, at alle i Vores kongelige Residens-Stad værende Professionister og Haandværkere, som ikke kunne undvære Tegning, skulle tilholde deres Lærlinge flittigt at besøge Akademiet«. Undervisningen skal gives uden Betaling, »og saa længe Rummet i Skolerne det tillader, maa ikke nogen, af hvad Stand han og være maatte, afvises.« Des­ b C. Nyrop: Haandværker-Undervisningen S. 34.