JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

14 Kærlighed og Godhed mod hende ikke vilde arve noget efter hendes Fader.« Som endnu et Eksempel paa hans Originalitet hensættes følgende, som jo ogsaa er et Stykke af et Testamente: »Vore nyeste Højlærde, og iblandt dem en Guldberg og en Balle, har bildt mig ind, at min udfarne Sjæl skal have Følelse af de Ting, som gaar for sig paa Jorden; thi har jeg efter Haan­ den skilt mig ved min Bogsamling og givet mine Sønner de bedste og fleste Bøger, paa det deres altfor lette Pris ikke skal blive min Sjæl en Græmmelses Aarsag. Den liden Rest af mine Bøger, som min Datter ikke vil have forlods ud, maa man gerne sælge enten i Trave- eller i Tylte- eller i Punde-Vis! da det at stykke dem ud vil gavne Auktionsdirektøren mere end mine Arvinger.« Sin rette Hjertens Mening, som han paa godt Dansk ellers skjuler saa omhyggeligt med Ironiens Klædebon, bryder dog frem i et Forord til en af de Bøger, han har skænket sin ældste Søn, »en homiletisk Samling«, skematiske Udkast til Prædi­ kener gennem hele Kirkeaaret, saaledes som han selv eller andre har holdt dem. »Elskeligste Søn Peder Dalhoff« lyder Tilskriften, og dertil føjer vi Begyndelsen og Enden: »Ved at have destineret Dig denne Samling ser Du mit Øn­ ske og min Vilje. Synes Dig disse Tanker i en dobbelt Hen­ seende noget fattige, da har de saaledes burdet være; thi først vilde jeg ikkun vejlede Dig til selv at tænke, uden at gøre Dig doven; dernæst vilde jeg anbefale Dig den enfoldige Opbyg­ gelse, som bør være en Evangelii Tjeners Hoved-Studium . . . . Dig, mit Haab! ville Haabets Gud fylde med al aandelig Vis­ dom og Forstand! Dig ville han antage som -sin Efraim i Din Ungdom, tage Dig ved Haanden, lære Dig at gaa! Dig ville han have Raad for i Din Manddom! Dig ville Han bære indtil de graa Haar! Dig ville Han omsider annamme til Ære! Amen! Dalhoff. Der er noget af en Patriarks Velsignelse heri, udtalt over en 17aarig Yngling1). Der er ogsaa noget af en Fader, der ønsker

*) Bogens Titelblad er dateret »Hverring, d. 24de Martn 1774«