JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

198 dels at h an selv ingenlunde var fri for Skyld i den Behandling, han fik haade af Mester og alle de and re ene med Undtagelse af Jacobsen, der »straffede med T ru sler om forfærdelige T o r­ tu rer«, men sjæ lden lod Gerning følge paa Ord. Drengen var en forkæ let lille Fyr, der »havde tæ nk t sig Guldsmed-Professio­ nen som fin og pæn« og forargedes ved at finde »nogle Svende og Drenge, snavsede og sorte som Mester selv« og Værkstedet som et »stort, sort, koldt og uhyggeligt Rum«. Han havde sm aa Kræfter, m en næppe heller megen Lyst til Arbejdet, og h a r sik ­ kert b rug t det ikke ringe, men noget kaade Vid, hvorom h an s Skildring vidner, paa en Maade, som ikke h a r vundet h am Venner. Derimod h a r h an strak s faaet det hele saaledes i V rang struben , at han ikke h a r ku nn et forstaa den godmodige H um or i Mesterens Ytring, da h an blev b rag t h am af Skipperen fra Nykjøbing: »Er det den lille Genstand, hvad skal jeg bruge ham til?« Man vil da næppe tage det altfor alvorligt med han s Klager eller de Gyseligheder, h an fortæ ller. Men for Dalhoffs Minde, ogsaa som Læremester, er der V idnesbyrd nok, der viser i helt anden Retning — ikke alene i Beundring, som ogsaa denne m aa yde ham , men i Taknemm elighed og Kærlighed: A. Jacobsen, P. Hertz, A. Michelsen, H innerup, Saabye, hvad enten de h a r læ rt af ham paa Væ rkstedet eller paa Akadem iets Modellerskole — for adskillige det første Skridt paa deres Kunstnerbane. H an kunde ogsaa med særlig Glæde se paa deres Væ rker, f. E. H. C. Andersens Billedstøtte i Kongens Have og sige: »Det h a r en af m ine Haandvæ rksdrenge gjort!«