JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

196 ket eller slåaet aldeles i den Form , den skal have, uden at fo r­ and res ved a t orneres; 2) ved a t ornere Arbejdet med en p a a ­ m alet Æ tsg rund k an m an bed re overveje Forho ldene og se, hvorledes de tage sig ud, imedens alt endnu er til at forandre, og til frie O rnam en ter er Penslen naturligvis bedre skikket end Meislen, G ravstikken og Pun slen; 3) Kar og and re Genstande k an derved holdes glatte paa den m odsatte Side; endelig 4) er Æ tsning en saa hu rtig Maade, at Hr. D. antager, at m an næsten .vilde være i Stand til at danne O rnam en ter hu rtigere i Metal end i Træ , saavel i Henseende til de fineste Forsiringer som til ophøjede O rnam en ter af indtil 1 Lin. Højde.« — Der meddeles ogsaa Opskrifter af D. paa Æ tsg rund og Æ tsvand . Inden vi gaar over til det næ ste Afsnit, m aa vi kaste et Blik paa en Skildring, der netop vedrører Guldsmedmesteren D. og denne Tid, det eneste literæ re M indesmæ rke fra nogen af han s Læredrenge. Det staar i »Museum, T id ssk rift for H istorie og Geografi«, 1893 2. Halvbind, og hedder: »En dan sk Haand- væ rkssvends Oplevelser i Aarhund redets Midte«, af fhv. Guld­ smed Carl Krestensen. Hans Guldsmedliv begyndte, da h an efter P aaske 1838 kom i Lære hos »den allerede dengang meget bekendte, udm æ rk et dygtige Guldsmed J. B. Dalhoff«; h an taler ogsaa siden om »hans em inente Dygtighed i alt, hvad han foretog sig, h an s store Geni og driftige Aand.« Men selv h a r h a n meget at klage over Forsømm else og ilde Behandling i de to Aar, indtil h an m ed Væ rkstedet gik over til A. Jacobsen. Dertil k an nu strak s mærkes, at netop den Tid, da Dalhoff var overfyldt m ed T ank er og overanstreng t m ed Arbejde i disse Overgangens Aar, var særlig uheldig for en Dreng at komme i Lære hos ham . Dernæ st at en Lærlings Stilling dengang ju st ikke var af de behageligste; m an m indes Mesterens Udtryk »solgt for fem Aar« om han s egen Læretid. Ogsaa Læredrengs- Sangen: »Min Mester er en farlig H imm elhund; . . . . tit u fo r­ sky ld t jeg en paa H o’edet faar, n a a r alting ham ej ret for Ho’edet staar«. Men n a a r m an læser Skildringen, faar m an ogsaa Ind try kk e t af, dels at Lærlingens F an tasi ved ofte at fortæ lle disse T ræk h a r skæ rpet baade Konturer og Farver,