JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

176 London den 26de Maj 1837, Morgen Kl. 5.

»Kæreste Kone! Jeg h a r re t længtest efter at skrive til Dig igen, th i fra den Dag af, da jeg sidst skrev, er det ikke gaaet mig aldeles godt. Du m indes m aaske, at jeg havde et lille Hul paa den hø jre Tommelfinger, som jeg fik stødt paa D rejerbænken. Dette blev paa Rejsen ofte irriteret, saa at det ikke vilde læges, og ju st i de Dage, som jeg sidst skrev, var den lidt in flamm eret, dog især d. 16., saa a t jeg om Aftenen m aatte spræ tte Æ rm et op for at faa Kjolen af. I nogle Dage stak det ogsaa i de and re to Fingre, og Du k an a ltsaa nok vide, hvor glad jeg er ved a t have den aldeles ku re re t og fri for Grød1). Heller ikke h a r m in Mave re t villet taale den engelske Kost eller m it Hoved Luften, saa at jeg igen h a r R ingninger for Ørene og ingen Søvn. F o rc h ­ h amm er h a r her faaet flere Fo rretninger, end h an ventede, og h a r snarere væ ret os til Skade end Gavn, thi h an h a r n a rre t m ig med Løfter og aldeles in tet u d re tte t2). Hvis jeg vil følge med h am til B irm ingham , m aa jeg endnu vente her 5 Uger, og m aaske bliver h an der saa kun s 3 Dage. Vi h a r derfor bestem t os til om et P a r T im er at rejse, og jeg glæder mig re t til dog een Dag igen at nyde frisk Luft. E ndnu i disse Dage lægger m an i Kakkelovnen, B ladene paa de stø rre T ræ er ere endnu ikke m ere end halvvoksne, og den idelige Regn i Forbindelse med Taage og S tenkulsrøg h a r ofte væ ret utaalelig. E fter det foregaaende k an Du nok vide, at jeg ikke h a r høstet, hvad jeg ønskede; i F ab rik k e rn e h a r m an ikke villet lade os ind, og skønt jeg h a r begyndt at tegne paa Museumet og ogsaa hos and re h a r set sm ukke Ting, kan jeg dog ikke være tilfreds dermed. Hvad jeg m est kunde have Lyst at fortæ lle Dig, skulde være om Folkelivet her, m en da jeg i saa mange Dage ikke h a r kunn et skrive, er det for vidtløftigt at indlade m ig paa. I Gaar var det første Væddeløb, m en som jeg ikke gad kostet saa meget for at se, og i Fo rgaars var her Illum ination i Anledning af :) Havregrødsomslag var jo dengang Universalmiddel mod Boldenskab. 2) Denne Følelse af Skuffelse og Ærgrelse havde dog ingen Indflydelse paa hans fortsatte Forhold til vor udmærkede Kemiker og Geognost, med hvem han stod i Forbindelse baade som Modtager og Giver af Raad og Hjælp lige til F.s Død i 1865.