JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

9 lyder ofte Skudsmaalet; og deres Mod og Styrke øvedes ikke alene i indbyrdes Drengekampe, men kunde give sig saadanne Udslag, at en af dem slog en Snedkersvend ihjel »i et offenligt og almindeligt Slagsmaal mellem latinske og danske paa Fre­ deriksborg Kirkegaard«. Adskillige Disciple maatte ogsaa for saadan eller anden Aarsag rømme Skolen, ja stundum Landet; enkelte døde selv en voldsom Død, en endog for Bødlens Haand, og mange andre naaede aldrig frem til de Maal, de dog egenlig havde sat sig for ved at gaa ind paa den studerende Vej. Det var vist ikke uden skellig Grund, at den bekendte Hofpræst Bluhme kasserede en som »altfor kødelig« til at blive Præst, saa lidt som han vel vilde have den befordret, der betegnes som »en stor Keglespiller« eller »en af Kjøbenhavns største Kortenspillere«. Den senere Degns Forhold til Pietismen kende­ tegnes vistnok ved, at han kalder en af Kammeraterne »en Skin- Helgen og Erz-Quæker« eller siger om andre, at de ved hyklet Fromhed indyndede sig hos de tonegivende. Derimod kan han have de varmeste Lovord for dem, til hvis Kristendoms Ægthed han havde Tillid, og hvis Flid og Lærdom han beundrede. Selv var det vist ikke som den, der var udenfor Legen, at han fik med af Stegen. Han siger om hint Slagsmaal: »Jeg var med!« skønt næppe ti Aar gammel; han gør Rede for, hvor mange Ørefigen han har uddelt til Fordel for et Par yngre Drenge, han holdt af, og hvordan han har givet en Kammerat »en tæt Prygl-Suppe« med Tilføjelsen: »ja, was thut die Liebe nicht!« Skønt lille af Vækst havde han, efter Rektorens Vidnes­ byrd, »et stærkt og fast Legeme«, »et Mod, der var rede til at øve og udholde hvadsomhelst«. Derpaa tyder det ogsaa, hvad han fortæller om en Dreng, der var ældre end han\: »Han havde druknet i Slotssøen en Nytaarsnat, da han løb paa Skøjter, der­ som jeg ikke havde vovet mit Liv for ham«. Men om en yngre Kammerat, H. P. Abel, hedder det »Han var den stærkeste og forvovneste af alle mig bekendte; NB. han har to Gange sat mig efter Livet, baade som Discipel og Student.« Derfor var de dog lige gode Venner: »Jeg har 1772 besøgt ham i Hark Mølle ved Slangerup«. Omsider blev Herlov Dalhoff dog Student 1745, tyve Aar gammel. Han kunde da være blevet Degn tæt ved Kjøbenhavn,