JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

156 bejde, de gik ind sammen i fuld gensidig Tillid. Hustruen var i Virkeligheden tillige Bogholder og Kasserer i Forretningen, selv da den blev forholdsvis stor. Til hende afgav Manden Indtægterne og hentede hos hende haade Ugeløn og alle andre Udbetalinger lige til sine egne Lommepenge. Her var altsaa ikke Tale om, at han kunde skjule deres sande Tilstand for hende, eller at han vilde bruge noget paa sig selv, som hun ikke vidste. F æ lle s E je, Men hvad h a n har kunnet udrette, aabenbart for alle Men­ nesker, det havde sin skjulte Forudsætning i h e n d e s stille Vir­ ken i Hjemmet, i den gensidige Fortrolighed, i hendes jævne og dog kloge Raad. Ingen Nerver, ingen Luner. D in Gud, m in Gud! Et halvt Aar efter, den sidste Maj, havde Knud Bryllup med sin Cathrine, ogsaa en lille, stille, hyggelig Kone. Et Par Dage efter Brylluppet var de paa Skovtur. Ved at stige af Vognen eller hvor det var, fik han sit ene Ben skrabet. Det agtede han vel ikke paa, men det blev, hvad man nu kalder en Blodforgiftning, hvoraf han led meget og efter to Aars For­ løb, i August 1832, døde. Det var et skønt Liv, som her blev afsluttet saa tidligt, i 40 Aars Alderen. Ansvaret som ældste Søn tog han sig paa, efter Haanden som de andre kom ud fra Forældrehjemmet og til Hovedstaden; han var deres Raad- giver, Hjælper og Ven. Den danske Industri skylder ham meget, baade for hvad han selv gjorde, og hvad han lærte de andre og tilskyndede dem til af godt og trofast i deres Gerning og Liv. Broderen Herlov, som særlig var hans Lærling, arvede hans Værksted, hans Kunder og — hans Hustru, hvem han ægtede 13. Sept. 1836. Guldsmedmester J. B. Dalhoff var nu altsaa bosat Mand med vid Mark for sin Virksomhed. Den blev ikke indsnævret, da Sværdfegerlavet spurgte, om hans Ret ogsaa galdt deres Fag. Det danske Cancelli svarede, at »det ovenmeldte Reskript ikkun berettiger Dalhoff til at forfærdige saadant Sværdfeger- Arbejde, hvortil særdeles Kunstfærdighed udfordres, men der Fælles Leje, Fælles Veje!