JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

139 deri vilde h a n sæ tte al sin Kunstsans og alle sine Evner, saa at h a n ku nd e gøre sin Faders Valg Ære. Og i naturlig Sam­ m enhæng m ed denne Tankegang, som han derved gav et symbolsk Udtryk, fik h an hu rtig t Handskerne trukket af og kastet ud af Vinduet, idet h an lovede sig selv, at han aldrig mere vilde gaa derm ed. Og h an holdt Ord, uden at selv hans egne Børn i m ange Aar vidste hvorfor; h an kunde have en H andske i H aanden , m en h an havde dem aldrig paa. Han vilde væ re sine Hænder bekendt, og de bar ogsaa altid Vid­ nesbyrd 0111 , at h an b rug te dem. Han sagde selv, at han sjæ lden behøvede at klippe sine Negle — han sled dem op, alt som de voksede. Hvor mange Menneskehænder han siden kunde faa a t styre, h an brug te dog stedse sine egne med. I 1817 døde han s Moder — »en hel Vending i m it Liv«, kaldte h a n det. Det gælder dog m aaske endnu mere Faderens Død 10 Aar efter. Men den indre Vending, som den voldte, kom netop i rette Tid, n u da h an vendte tilbage fra sine 3 V andreaar og skulde føre Udbyttet deraf ud i Livet til bedste for sit kæ re Fæd reland.