JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

131 saavelsom Oldingen ere virksomm e, og dog er her ikke som i Engeland F ab rik stræ lle, th i de fleste arbejder hjemm e hos dem selv. Min Væ rtinde f. E. lever af at polere U rm ager Ar­ bejder og ho lder tre Arbejdere. Om Dagen arbejder alle, og om Aftenen v rim ler de ud af Byen for at nyde Naturen. Man h a r vist m ig meget simpelt klædte Mænd og sagt, at de vare Millio­ næ rer, og en fattig Kusk var en af de første R aad sherrer. P rin ­ sen gav m ig Adgangskort til at se P ræm iernes Uddeling for Skolevidenskaber, In d u stri o. s. v. Det var re t sm ukt. Drengene, som skulde m odtage P ræm ier, gik i Procession med fuld Mu­ sik til K irken; m ange havde tre til fire Medailler i Knaphullerne, og n a a r de m est udmæ rkede blev ud raab t, klappede m an i Hæ nd erne som pa a Komedien. Jeg slu tter nu i det Haal), at disse L in ier m aa træ ffe Dig og alle m ine E lskende ved Helbred og øn sker sn a rt a t over­ raske Dem i bedste Befindende. Din og Deres stedse hengivne J. Dalhoff. Min Adresse er Rue de Constance No. 81 ches Msr. Scherer, Genev.« Dette Brev h a r dog en »Enclave«, et særlig lu kk et Brev indeni: »Elskede W ilhelm ine! Skønt jeg vel er træ t af at skrive, kan jeg denne Gang dog ikke undlade at skrive et P a r L in jer til Dig alene, o! a t Du vidste, hvor ofte det h a r gjort m ig ondt, at jeg ikkun s saa sjæ lden h a r ku nn et skrive Dig til og tilfælles m ed andre, da jeg dog daglig havde saa meget at sige Dig. Jeg h a r nu set, hvad jeg i L ivet m est h a r længtest efter at se. Ofte fortørnede jeg m in R ejsekamm erat, n a a r h a n ved noget re t skønt udbrød: Hvor lykkelige ere vi dog, at vi kunn e rejse og se saa meget; jeg svarede ham da: Ja, m en jeg vilde være tilfreds med meget m indre, n a a r jeg kuns ikke behøvede at nyde det saa ene! . . Jeg tæ nker nu daglig kuns paa m in H jemkom st, og hvor ly k ­ kelig jeg vil være ved Din Fortrolighed. Vist nok komm er jeg tomhændet, m en ju st dette skal være vor kæ reste Bestræbelse, 9*