JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

1 1 5 kæ rere at hø re end en forelsket Guitar-Spiller, som ellers er det eneste, m an hø rer. Da m it Brev komm er for sildig til Julen, ønsker jeg Dem alle at have h a ft den re t glædelig og det nye Aar endnu bedre. E t P a r Ord til m in elskede Wilhelmine! At Du, gode Pige, ofte tæ nker paa mig, ja vel er bekym ret for mig, tvivler jeg ikke, m en vær forsikret, at jeg lige saa lidt glemmer Dig; ja T ank en om Dig h a r ofte opm untret mig, n aar Modet vilde begynde at synke, og dobbelt kryd rer den mig enhver Glæde. Kuns føler sig mig ved de sidste stedse saa ene; stedse trøster jeg m ig ved det Haab, at Du sund og munter dog aldrig glemmer mig. In tet smertede mig mere end E fter­ retningen om Din Broders Sygdom; th i foruden hvad han lider, kender jeg hans, m in sande Vens H jerte, nøje nok til at vide, hvad h an ofte m aa føle ved, saa forladt af alle fortrolige at være syg. O, hvor ofte ønskede jeg mig her og overalt en saa- dan Ven, og gerne ønskede jeg i det m indste at skrive ham til, hvis jeg vidste h an s Adresse, og beder Dig eller Dine Søstre, som m aaske før skrive ham til, at hilse ham ret inderlig fra mig, ønskende ham Helbred og frisk t Mod, til vi samlede skulle bestorme D annem ark. Den om talte Juveleer, som Du paa a n ­ dres Vegne bad m ig opspørge, h a r jeg endnu intet hø rt til og vil vel næppe finde ham , da Italien er for stort til, at m an saa- ledes k an søge et Menneske op deri. Posttiden er der, og lev nu vel, glædende Dig ved vores fælles Haab snart samlede at kunne nyde F ru g t af de, ofte bekym rede Øjeblikke, vi nu maa døje. Din stedse elskende Jørgen Dalhoff.« Tilføjelse i Brevet af Knud Dalhoff: Da det m aaske kunde more Dem at se et Vidnesbyrd fra Hopfgarten og Tho rvaldsen til Akademiet, h a r jeg (Knud D.) afskrevet det saa godt jeg kan, da jeg vel næppe vil kunne sende det hjem : »Unterzeichnete können n icht anders als J. B. Dalhoff dasz beste Zeugnisz zu geben, dasz er sich alle Mühe gibt, die Ar- 8 *