JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

112

Atter Brev fra Jørgen:

Rom, d. 4. Dec. 1826.

»Elskede Fam ilie og Venner! Deres m ig saa uudsigelig kæ re Brev af 31. Okt. h a r jeg rigtig bekomm et og tak k e r enhver især derfor; særlig glædede det mig at erfare, at m in gode F ader dog i det m indste befand t sig bedre, thi i m in davæ rende F o rfatn ing var jeg ofte meget bekym ret derfor, og hvor ofte glæder ikke T ank en m ig at se de to Søstre i Stedet for Tabet af den ene, og hv ilken Glæde denne Generstatning m aa foraarsage Dig, gode Hanne, k an jeg vel forestille mig. Det gør m ig meget ondt, at jeg ikke straks h a r kunnet besvare h in t Brev. Indlagte Attest, hvo rp aa jeg saa længe h a r m aatte t vente, h a r væ ret Aarsagen dertil, da Tho rvaldsen først havde lovet at give mig en saadan og, efter at jeg ofte omsonst var løbet derom , fand t det bedre, at H opfgarten skrev den1), som nu ogsaa h a r ladet m ig vente 8 Dage, til jeg i dette Øjeblik fik den, og da Posten om to T im er sluttes, m aa De tage til T akk e med m it Brev, som det k an blive. Jeg er for Ø jeblikket saa sund og frisk, som det er muligt, dette siger jeg med dobbelt Værd, da jeg først h a r savnet disse Goder; jeg h a r i hele Oktober og det meste af November været syg eller i det m indste ikke k u nn e t arbejde. Vi havde nem lig de første Dage af Okt. nogle meget varm e Dage forbunden med Scirocco, som bestandig foraarsagede mig Hovedpine og Upasselighed, og da alle raad te m ig at tage paa L andet for at nyde den sunde B jergluft, lod jeg mig endelig bevæge dertil. Jeg fand t mig den første Dag ogsaa virkelig bedre derved, men den anden, da jeg kom til en lille Flek, fik jeg en sty rtende Regn, hvorved jeg blev temmelig vaad, og da der ingen Væ rts­ hu se gaves med Logis, m aatte jeg tage til T akke m ed et elen­ digt Hus, hvor jeg laa tre Dage, da det bestandig regnede; jeg nød intet, m en fantaserede bestandig; endelig gaves der en L ej­ lighed til Rom, og saa sn a rt jeg kom , lod jeg straks Doktoren hente, som til liden Glæde sagde mig, at jeg ej alene havde b Som bekendt var Th. mindst glad, naar han skulde skrive noget og derfor meget tilbøjelig til at skyde det over paa andre.