JPMynster

190

h a r P au lu s ikk e det sk ønn este U d try k for den T a n k e , at Gud er V erden iboende, n a a r h a n siger: «I h am leve, rø res og ere vi». Dette h a r h a n ik k e læ rt a f sit ny E v an g elium ; m en allerede d a h a n som ung s tu ­ derede sit F o lk s hellige Bøger. Saaledes er d a T h e is­ m en lan g tfra fremm ed fo r « Imm anen sen» (d. v. s. at G u d e r V e r d e n ib o e n d e ) . Men P a n th e ism e n s Im m a ­ n en s er fremm ed fo r den personlige Gud (idet den m a a b e trag te h am om tre n t som et Stof, d er er op løst i en Vædske). P a n th e ism e n k a n v æ r e en hæ derlig A fart af A theism en (hvad vi sé hos Spinoza); m en u n d e r denne T an k efo rm er d en n u en Gang a t opføre; og P a n th e ism e saa vel som R ation alism e ere S u p ra n a tu ra lism e k o n tra ­ d ik to risk m od satte. S u p ra n a tu ra lism e n m a a altid h av e R a tion alism en u d en fo r sig; de to Begreber k u n n e ikk e sam m en b lan d e s, lige sa a lid t som Olie og V and k u n n e samm en ry stes. — D erfor b ehøv e r S u p ra n a tu ra lism e n ikke a t stagnere i b lin d T ro , Avtoritets- eller «Kulsvier­ tro». M ynster giver M atten s en Ret i, a t Theologien vilde blive resu lta tlø s, hvis den v a r fo rud sæ tn ing slø s. U enigheden m ellem dem gæ lder k u n den M aade, hvor- p a a T heologien sk al sæ tte sig i Besiddelse a f det, som ik k e fø rst er komm et til den ad v id en sk ab elig Vej. N aa r M arten sen til sid st anb e faler M ynster «at sé ovenfra nedad» (et id ea lt Fug lep e rsp ek tiv stad e , som v a r aldeles nødvend ig t for en Hegelianer), saa føler Mynster, a t «han aldeles m ang ler E vne h e rtil; m en h a n trø s te r sig m ed, a t m a n o g s a a n e d e n f r a k a n s'é d e t H ø j e ­ s te o g , s t a d i g f a t t e n d e d e t i Ø je , s t i g e o p im o d d e t» .

----------