JPMynster
173
en talentfuld Æ sthetiker som Georg Brandes*) paa en for Hegel skaansom Maade, at det er forbi med hans Filosofi. — Men pludselig opdager man, at Alt, hvad der til Dags Dato h a r vist sig virksom t og levedygtigt i den officielle Verden, h a r levet paa hegelianske Idéer, og at det er saa langt fra, at «man er kommen ud over Hegel», at m an i Grunden (den ægte Kristendom naturligvis undtagen) ikke h a r andet Vidnesbyrd for sin aandelige Stræbens Gehalt at støtte sig til, end hans. Thi hvad vilde egenlig denne Mand? H a n v ild e f o r lø s e d e n T a n k e , d e t B e g re b , som h v i l e r i A lt og A lle , og han vilde sammensmelte disse Be greber i højere, bevidste, klare Former. Men hvad gør, hvad vil Nutidens V idenskabsmænd egenlig Andet? — Hegels Tanke var maaske ikke ny. Man kan træffe den under Poesiens Form i det gamle finske National epos «Kalevala»**); her gælder det for den troldkyndige Vismand at finde « O r d e t» ; og han m aa selvfølgelig svede ganske artigt, inden han finder det. Men dette de gamle F inners T rylleord, det er ikke Andet end Hegels Idé, det er det forløsende Ord, hvorved Aanden tvinger N aturen til at aabenbare sine Hemmeligheder. Hver Gang en Opdagelse gøres paa Fysikkens eller Lægevidenskabens Om raade, hver Gang en Historiker afslører en T idsalders Begreb eller paapeger det Enheds- baand, der samm enkny tter en Personligheds Ejendomme ligheder, ja hver Gang en Krig føres og en Sejr vindes paa Grundlag af Kundskab til Fjendens Land, Kend skab til hans Forho ld og Stilling, sam t derpaa støttede kloge Beregninger, saa fejrer den Hegelske Filosofi en Triumf. F ranskmændene gave sig, efter de havde lidt Nederlag lige overfor Tyskerne, til at studere Schopen hauer og v. Hartm ann, der den Gang vare deres Mod*) Sé «Det unge Tyskland» Hovedstrømninger VI. S. 310.
**) Sé mit Skrift «Oldtidens Kulturhistorie» S. 719,
Made with FlippingBook