JPMynster
166
Arv fra Forfædre og Foræ ldre, og hvis anden udgjordes af T idens og Opdragelsens Art; at Viljens Energi tilsidst beroede paa L y k s a l i g h e d s d r i f t e n , «den Hængsel, hvorom al selvbevidst V irksomhed drejede sig.» «Hvert Menneske subtraherede uvilkaarlig Summen af befryg tede Tab fra Summen af forhaabede Fordele og grundede derpaa det Godtbefmdende, der var Beslutningens Mo der». Howitz anerkendte kun «en evig Nødvendighed og en urokkelig Skæbne». Naar m an h a r læst Howitz’ A fhandling, er m an nærved at erklære sig selv for «godt gal», at m an nogen Sinde h a r tilregnet sig selv nogen slet Handling eller ond Tanke, at m an nogen T id h a r følt sig skyl dig i en Brøde eller skamm et sig over sig selv. Og n a a r m an h a r hø rt en af Nutidens ørkesløse Drivere udtale, at «Samvittighed i Grunden er noget Vrøvl», er det ikke langtfra, at man, i Belysning af den Howitz- ske Metafysik, kan give ham Bet. — Dog, Spøg til Side! — Howitz var bedre end sin Filosofi. Det var blot uheldigt, at han, i Stedet for at holde sig til det lægevidenskabelige Betsspørgsmaal, uforsigtig havde vovet sig ind paa Sofisteriets uendelige Skraaplan. Derved blev han kom isk; thi kom isk bliver en F ilo sof, n aa r hans Filosofi komm er i Strid med sund Menneskeforstand. Det er æstlietisk korrekt, n aa r Hol berg først lader E rasm us Montanus blive til Latter og Forargelse og tilsidst bekomme tø rre Hug; thi Spørgs- m aalet er jo ikke, om hans P aastande ere logisk rig tige, men kun, om h an h a r mo ralsk Ret til at hævde dem. — F o r dem, der kende Livet, Poesien og H i storien, staar det som Vanvid at nægte Samvittighedens Betydning: overalt træder den os i Møde. F o r blot at holde os til engelsk Poesi, saa forme alle Shakespeares Sørgespil sig til ét mægtigt Spejl for Samvittigheden; Byrons storslaaede Tragedie «Manfred» p rædiker den rystende. (III., 1), og Moores «Laila Rookh» h a r i Slut
Made with FlippingBook