JPMynster
165
en Bestræbelse efter fuldstændig at dæmpe den Røst, hvormed deres Samvittighed endnu taler til dem. I saadanne Decadenceperioder vil der altid findes en Filosof, der i Tillid til «vox populi vox dei» eller og- saa af Herskelyst og Forfængelighed paa den mest kathedermæssige Maade vil kunne bevise, at Determi nismen er den højeste Visdom. — klog, sé vi bort fra de skiftende Modestemninger, maa det indrømmes, at der som Regel i en vis Kreds af det dannede Selskab altid vil være en afgjort Tilbøjelighed til at slutte sig til Determ inisternes Parti, nemlig i L æ g e rn e s . Intet er naturligere! Lægen, der under sit brydsomme Dag værk a l d r i g h a r Mennesket for Øje uden som Patient, d. v. s. som lidende, hjælpeløst og viljesvagt Individ, hvis Aand er kuet af Sygdommens Magt, og hvis Legeme er knuget af Smerternes Vægt; Lægen, der Dag for Dag, Aar ud og Aar ind sér paa dette, føres næsten uvilkaarligt ind i materialistiske Anskuelser. Howitz havde som søgt P rak tikus og Docent i Retsmedicin faaet en formelig Animositet mod Kants Lære om Viljens F rihed. I sine Universitetsferier læste han med Begærlighed de materialistiske Skribenter fra det 18de Aarhundrede, først og fremmest Holbachs be rygtede «Système de la nature». Til sidst mente han at være kommen til en fast Anskuelse og indsendte en Afhandling til Ørsteds «Juridiske Tidsskrift»*), hvori han (under Henvisning til S p in o z a og L o ck e ) for det F ø r ste hævdede, at den skarpe juridiske Adskillelse mellem Afsindige og Fornuftige led af iøjnefaldende Mangler, og at der gaves en Række Overgangstilstande mellem Van vid og normal Fornu ft; og dernæst, at Kants Lære om et ubetinget «Du bør» var falsk og naturstridig , at Menneskets Vilje a l t i d var Diagonalen i det Kræfternes Parallelogram , hvis ene Side var den fysisk-moralske
*) VIII.; 1824.
Made with FlippingBook