JPMynster
148 som var bedre end Kants, som var bedre end alle andre Filosofier, som var bedre end sund Menneske forstand, som kun er lidet bedre end slet Intet. Han gør stor Vind og h a r derfor mange Tilhørere, som ikke forstaa ham , fordi h an næppe altid forstaar sig selv mere end saa om trent. Han er ellers n u som sædvanlig en god Knøs. Oehlenschlåger hø rer ham og omgaas ham flittig; de fordærve h inanden indbyrdes ved Ros. — Oehlenschlåger h a r skrevet dejlige Vers; men næs vise, ofte anstødende mod sund Sans, tit udelikate, barnagtige Efterligninger af Steffens’ Afguder, Goethe og Tieck. Det er Skade, den Knægt er saa næsvis og aldrig h a r m indste Funke af k ritisk Jud icium , ellers tro r jeg, at han vilde blive én af D anm arks ypperste Digtere, dem han endda næsten er i Fæ rd med at naa». Broderens Ansættelse i Hovedstaden hilser han med stor Henrykkelse. 7. April 1812 skriver han i et Brev til Laub, meget bevæget i Anledning af en fælles Vens Død: «Vær hilset fra mig og m ine og fra J o b , som G u d ig e n h a r v e l s i g n e t m ig m ed.» — Men hvor højt disse Brødre end elskede h inanden : m indre og m indre kunde de blive enige om den ny Tids Men nesker og Værker. Ole H ieronymus, Eudaimonisten fra det gamle Aarhundrede, han, der d. 9. April 1794 skrev et Digt i den bortdragende Henrik Steffens S tam bog med sit Yndlingssprog til Motto: «Nisi utile est, quod facimus, stulta est gloria» *), og endte sit Vers med de Ord: «thi Jo rdens bedste Lod er den, at g avn e» — denne U tilitarist kunde selvfølgelig ikke forsone sig med de «Nytte»-foragtende Romantikere. T it kom det til kedsommeligt Skænderi mellem Brødrene, og da Jakob Peter oprigtig ønskede at mødes venligt og kærligt med Broderen, og denne, paa sin Side, nok mærkede,
*) «Hvis det, vi udrette, ikke er njdtigt, da er den Ære, som vi kunne opnaa derved, en Taabelighed.»
Made with FlippingBook