JPMynster

146 Det var i Aaret 1817, at Mynster havde haft det Held at opnaa h in ansélige Stilling. Men som om det skulde betydes ham , at h an ikke m aatte hovmode sig af sin Lykke, og at Alt, hvad der kny tter vort Hjerte til det Jordiske, staar for Fald, ind tra f der det følgende Aar saa mange uventede Dødsfald i hans Vennekreds og mellem hans Næ rpaarørende, at han i ingen T ids­ periode af sit Liv havde haft saa megen Sorg paa én Gang. Han «vandrede i denne T id bogstavelig imellem Grave.»*) F ø rst døde F ru Sofie Ø rsted, Oehlen- schlågers aandsfine og tiltrækkende Søster, saa B rønd­ steds elskelige Hustru, F rederikke Koés; derpaa Myn­ sters Beskytter, Joachim Godske Moltke, hvem han ikke alene skattede som Velgører, men ogsaa som Raad- giver og Samtale-Ven; Ogsaa i sit eget Hjem havde han Sorg. Hans Hustru havde skænket ham en Søn: Foræ ldrenes Glæde over det sunde og smukke Barn var stor. Da fandtes det en Morgen død i sin Vugge, ram t af et Krampeslag. In tet af de Tab, Mynster fristede i 1818, kunde dog sammenlignes med, hvad h an led ved at m iste sin Broder, O le H ie r o n y m u s . — Læseren vil erindre, at den sidste Gang, vi om talte denne mærkelige Mand, dvælede vi ved den Ulykke, der ram te ham i hans H jerteanliggender; og vi bemærkede, at det Ægteskab, han indgik med en Slægtnings Enke, vel kunde lindre, men næppe fuldstændig helbrede den Skade, der var voldt hans Livs Inderste. Men trods Ormen (efter hvad m an kan skønne) stedse gnavede paa hans Hjerterod, vilde dog den stolte Mand ikke lade sig kue. Ved energisk Arbejde som Overmedikus ved F rederiks Hospital og Docent ved Universitetet, sam t ved en u d ­ strak t Lægepraksis, nedslog han sin Melankoli. Ja, han var end ikke bange for atter og atter at se h e n d e , som

*) Sé Blade etc. S. 169. (Prædiken p. 25. Sønd. e. Trinitatis.)