JPMynster
134 ning, giver P rædikenen Værd. Af alle Talere er den gejstlige den, der m indst trænger til at faa sin Tale til at interessere ved laan t Pynt. Religionens store og ophøjede Sandheder interessere ved sig selv og det saa meget mere, jo simplere og naturligere det Sprog er, i hvilket de fremsættes» *). Og Clausens hom iletiske Fo re drag fyldestgør fuldstændig hans Theori: det er klart, fyndigt, indtrængende, energisk. Man mæ rker, han taler af fuldt B ryst, og sikkert h a r hans P rædiken gjort sin Virkning. Men E t mangler den, og det det Allervæsenligste: Troen paa den K ristus, han for kynder. Jesus er Læreren, det ophøjede Menneske, der forfølges og øves Ju stitsm o rd paa af Obs ku ran ter og jødiske H ierarker; hans Liv er rén t og sædeligt som ingen Andens, og det indeho lder et herligt Eks empel til Efterfølgelse. Men, at Gud h a r aabenbaret sig i Kristus, at denne er Tidernes M idtpunkt, at han h a r lidt for vore Synders Skyld og endnu hænger ko rs fæstet og lidende m idt ib land t os — derom leder man forgæves i Clausens P rædikensam ling. Sønnen siger rigtignok i sit Mindeskrift, at Faderens K ristendom s opfattelse med Aarene blev dybere; men derom vides Intet. F rederik Hamm erich fortæller**), hvorledes han som ung Candidat gennemgik et hom iletisk Kursus hos Clausen paa Pastoralsem inariet og «oprørtes» ved den Vold, han gjorde paa Biblens Ord, og den Hen synsløshed, han udviste ligeoverfor de vigtigste T ros lærdomme. Og Martensen beretter i sine E rin d rin ger***), hvorledes han i 1833 var samm en med den gamle Stiftsprovst og Schleiermacher under dennes Op hold i København ved et Gilde hos H. N. Clausen. Men uagtet den Gamle sikkerlig var stem t i den bedste
*) Prædikener I., IX.—X., 3die Opl., 1813. **) Sé «Et Levnedsløb» I., 277. ***) «Af mit Liv» I., 73.
Made with FlippingBook