JPMynster

113 fremmaner os den korsfæstede Frelsers Billede og siger til os, idet han bøjer sig hen mod det: «For Dig, Du Hellige, Rene, Du, som kender Alle og ikke har behov, at Nogen skal vidne 0111 et Menneske, fordi Du selv véd, hvad der er i ham, for Dig driver mit Hjerte mig at anklage mig selv; ikke fordi jeg har nydt Livets Lyst; thi jeg véd, at saa Meget, som jeg uskyldig kunde modtage, det gav Du mig, at jeg skulde glædes derved; men fordi jeg har bundet mit Sind dertil, fordi jeg ikke har villet tro Dig, at Guds Rige ikke kommer ud ­ vortes, saa man kan tage og føle derpaa; fordi jeg har forsmaaet Din Herlighed mod Verdens Glæder. Thi nu véd jeg, at Hvo, der gør dette, foragter Dig, og nu véd jeg, Hvem jeg har foragtet. Naar mit Hjerte svul­ mede i Livets Lykke, da sagde jeg: Se her den Løn, Gud giver sine Fromme! Da borttog Du min Lykke, da gød Du Bedrøvelsens Bitterhed i min Sjæl, da lod Du mig gaa ene hen ad mørke Veje, mens min Tanke kun rugede over de svundne Glæder, over de nægtede Ønsker. Ak! da oprørte min Sjæl sig mod Gud, da véklagede jeg over den Time, jeg fødtes, og min Vrede optændtes mod den Magt, som styrer Tingene paa Jorden. Men da lod Du, Herre! Dit milde Lys straale i min Sjæl, og jeg kendte Sandheden, og jeg fattede det evige Liv. Siden jeg kender Dig, siden jeg tror paa Dig, vokser Fortvivlelsen ikke over mit Mod, og jeg har en Tilflugt, hvorhen jeg altid kan søge» *) — naar han saaledes taler til os, da véd vi, han er sand­ dru. Derfor kunne disse « S p je lle r u p s -P ræ d ik e n e r» aldrig trætte os ved nogen Monotoni. Ordene ere vel gammelkendte, men de fornyes atter og atter i Oprindelig­ hedens friske Bad.

*) S. 192—3.

8