JPMynster
98 1860*): «Mynster stræber at faststille det historisk Givne, at bemægtige sig det i alle Retninger; ingen uberettiget Skepsis, ingen indgroet Fordom formaar at forvirre ham. Hans Kombinationsevne er udmærket: Tid og Sted, Verdens daværende Tilstand, de tilsyne ladende tilfældige Begivenheder, samt langtfra hentede, men dog sikre Oplysninger, maa understøtte Forsk ningen. Den for Kritikeren og Historikeren saa nød vendige Intuition kommer til. Probabilitetsgrunde for agter han ikke, men støtter ikke Mere derpaa end, hvad støttes kan. Han oversér ingen opkastet Tvivl, men behandler enhver saadan efter dens virkelige Be tydning; ogsaa her maa Historien holde Faklen for ham. Først d a drager han sine Slutninger. Der er noget Sundt, Stærkt, Robust over Mynsters Kritik. Man studser ofte ved at blive kaldt til Vidne paa, at Mod standerne have sluttet falsk, fordi de have stirret sig blinde.» Dog tilføjer Rudelbach med Hensyn til Frag menterne, at det ikke kan nægtes, at Mynster i en altfor sén Alder tog fat paa Udarbejdelsen af Oldtidens Kirkehistorie: «det Bedre synes her at have været en Fjende af det Gode». «Nu var Ungdommens impetus borte og Manddommens vigueur for en Del hensvunden. Vel er meget Respektabelt præsteret i hine Afhandlinger, og det Mynsterske ingenium har sat sit Spor; men Stoffet har tilsidst overvældet ham»**).
Jeg har tidligere paa disse Blade hævdet, at da Mynster i hin Overgangsalder, hvor Ynglingen bliver til Mand, følte sig greben af en mægtig Aand, da var
*) II R. 5te B. **) Jvnfr. hermed Brev til Biskop Engelstoft Oktbr. 1852. A. S. 226.
Made with FlippingBook