JPMynster

er den gamle Kirkes Antagelse hævet til kritisk Vished. Senere har Ingen kunnet omstøde den*). Til et kritisk Studium af det ny Testamente var Mynster indviet ved Besøgeisen af Herrens Aand; men hans Naturel, der i sig forenede alle det danske Folks bedste Elementer, maatte ogsaa her komme ham til god Nytte. «Hvad er Kristendommen», skrev han kort efter Gennembruddet til sin Broder, «hvis den ikke er Sandhed? — Kun ét af To: Løgn eller Digt. I første Tilfælde en ublu Løgn 0111 Himlens Aabenbarelse og erkendte Herlighed (som dens Vidner ikke have sét eller kendt), om en Fred, højere end al Forstand (som de ikke have følt), en Løgn (bekræftet ved de foregivne Øjenvidners tusindfoldige Trængsel og Død). Den, der alvorlig læser endog kun faa Sider i denne underlige Krønike og kan holde den blot for en lumpen Løgn, h a n , synes mig, begaar en Synd mod den hellige Aand og fornegter al Sandheds indvortes hellige Kendemærker. — Eller er det et Digt, et Epos? — fra selve Historiens Dage, udarbejdet af saa Mange, i saa forskellig Karaktér; e t D ig t, som s a a le d e s g r ib e r in d i V ir k e lig h e d e n ! Se Evangelierne da ud som et fortællende Digt? eller Brevene, der saa aabenbart bære Vidne om, at de skrive sig fra hine Tider?» — Og med saadanne Forudsætninger maa man vist nok begynde sit Studium af Bogen om Kristus; thi her gælder det gamle skarpe Ord: «Naar en kritisk Abekat kigger ind i et Spejl, kan ingen Apostels Billede komme frem deri!» — Mynster følte sig ikke kritisk overlegen, naar han foretog sine Undersøgelser af de hellige Skrifter; han forbandt dermed en dyb Ærbødighed. Og dertil kom, at der heftede en velgørende Bo og

*) Ubegribeligt, at Prof. Schat-Petersen ikke har anført Myn­ sters Fortjeneste af dette vigtige Spørgsmaal i sin forøvrigt saa aner­ kendelsesværdige «Indledning t. d. ny Testamente».