JPMynster

8 6

slagen af Kristus, og i mere end 30 Aar, i henved en Menneskealder, bærer han Herrens Evangelium viden om Lande. Arbejdende i sit Ansigts Sved for Brødet til sit og sine Ledsageres Underhold*), syg, saaret, mishandlet, forfaren i utrolige Lidelser**), bliver han, der forhen foragtede Kristi Kors, fra nu af dets uaf­ ladelige Ophøjer; han, Haderen, bliver Kærlighedens Lovsanger. — Alt dette Underlige — F o r u n d e r l ig e forstod Mynster nu — han var jo selv bleven berørt af Herrens Finger. — Det var ikke egenlig Trostrang, der drev Mynster (som den drev Grundtvig) til Studiet af den hellige Skrift. Trostrang har vist nok drevet Mange til at slaa deres Bibel op, og de har i den fundet den frel­ sende Planke, som kunde bære dem gennem Livets Bølgeslag. — Mynster føler sig saa ulykkelig, som et Menneske kan føle sig; da læser han den hellige Hi­ storie, og sé: der er en Gang i Tiden foregaaet Noget, der giver ham Svar paa hans Livs mest paatrængende Spørgsrnaal, som yder ham fuld Forstaaelse og tager Del i hans dybeste Vé. — Han føler Trang til at faa sin moralske Følelses Krav og sit Hjertes smerteligste Savn tilfredsstillet, og sé: Aabenbaringsdokumentet skænker ham Fyldestgørelsen. — Han havde i Gennem­ bruddets Øjeblik givet sin Vilje Gud i Vold, og sé: Kristus har sagt: «Min Lære er ikke min, men hans, der sendte mig; om N ogen v il gø re hans V ilje , skal han kende 0111 Læren, enten den er af Gud, eller jeg taler af mig selv» ***). — Fra nu af bliver Biblen og da først og fremmest Evangeliet Mynsters aandelige Udgangspunkt: han føler sin Sjæl fangen i «dette Guds

*) Acta XX, 34. **) 2det Brev til Korintierne XI, 23—29. ***) Johannes Evang. VII, 16—17. (Skat Rørdams Oversættelse).