JPJacobsen_1911

BARNDOM I TH IS TED

12

te Vikingeskibe, middelalderlige Borge og Alverdens andre Herligheder. Gaar vi en Dag ned til Fjorden og iagttager Peters og hans to Kammeraters Leg, kan det hænde, at vi ser dem iv­ rigt optagne af at samle Flintestensknolde sammen for deraf at bygge en underfuld Borg blandt Sivene, og bedst som det er, finder en af dem en lille død Fisk. „Det er Toves Lig!“ siger en af Drengene, mens han stirrer paa den lille Fisk, det er ham, der senere skal blive „Gurresange“s berømte Digter. Og slaar vi op i „Niels Lyhne“, kan vi der læse: „Og en Gang bygged de et Gurre af Flinter, en død lille Fisk i en Østersskal var den døde Tove og selv var vi Kong Valdemar, som sad sørgende hos.“ Drengen var Digter i sin Leg. Han og de to Kamme­ rater eller snarere den ene af dem, han, der i „Niels Lyhne“ kaldes „Præstens Frithiof,“ legede een lang Leg; det var ikke saadan, at de i Dag fandt paa eet, i Morgen paa noget andet, nej de legede eller maaske rettere levede videre hver Dag paa ny den samme Heltehistorie, som efter- haanden blev uendelig lang. Det var Ingemanns „De under­ jordiske“, der havde givet Stof til Legen; begge Dren­ gene vilde være „Halfdan“, ham hentede de hos Ingemann, og saa digtede de selv videre. Men Drengen var ogsaa Videnskabsmand. Naar de var tre sammen dernede ved Fjorden, hvilede Heltehistorien, den var kun for to. „Frit­ hiof“, der kunde drømme som Peter, var god at fantasere med; men „Erik“ havde andre Ting for. Det var ham, der kunde svømme ud til Sønderhagen og tilbage igen uden at hvile, og det var ham, der med en Sten kunde ramme Kirkefløjet. Det kan vi læse om altsammen i den Bog, der fortæller Digterens Barndomshistorie, for „Niels Lyhne“ er, i hvert Fald hvad angaar det Kapittel, der skildrer