JPJacobsen_1911

126 S IDSTE AAR I T H IS T E D mangen Gang maatte han tilkalde sin Broders Hjælp; kun­ de han paa nogen Maade klare sig selv, forlangte han aldrig Hjælp, han vilde ikke over for andre være ved, hvor syg han i Virkeligheden var. Han klagede aldrig, selv om et ufri­ villigt Udbrud undertiden kunde undslippe ham, som en Gang han stod ved Vinduet i sin Stue og saa ud over Hav­ nen, hvor der gik en lille krumbøjet Mand og lossede Kul med en Pibe i Munden, da sagde han: „Aa, sikke et Bryst den Mand maa have, at han kan gaa der og slæbe paa Kul og samtidig ryge paa Pibe!“ Hvis nogen spurgte Jacobsen, hvorledes han havde det, svarede han altid: „Tak, jeg har det godt,“ og lod, som om han intet fejlede. Men for sig selv skjulte han ikke, hvorledes det stod til; han anskaffede sig lægevidenskabelige Bøger og anstillede paa Grundlag af disse Undersøgelser om sin Sygdom. Han kom da til det Resultat, at den ene Lunge var meget stærkt angrebet, der­ imod kunde han ikke rigtig blive klog paa, hvorledes det for­ holdt sig med den anden, men havde dog en Fornemmelse af, at ogsaa den var alvorlig angrebet. Fuld Besked vilde han have og prøvede derfor paa at narre Sandheden ud af Lægen, til hvem han en Dag, idet han pegede paa den Lun­ ge, han ikke vidste noget om, sagde: „Jeg synes ikke, den fejler noget“ ; Lægen svarede: „Ja, det er rigtignok den an­ den, der er den bedste.“ Saa var Jacobsen tilstrækkelig klar over sin Sygdom; den stærkt angrebne Lunge var den bed­ ste. Han undersøgte paa det omhyggeligste alle Recepter, før han vilde smage Medicinen; var han ikke tilfreds med Opskriften, nægtede han paa det bestemteste at bruge det anordnede Lægemiddel, han kasserede blandt andet en Gang noget Medicin, hvori der var en større Dosis Morfin, det var jo til at slaa ham ihjel med, sagde han. I Efteraaret 1884 og det følgende Foraar kunde Jacobsen