IstedgadeOvergiverSigAldrig

Efterskrift. Paa Sporet efter Ophavet til de bevingede Ord om Istedgade.

Hvem har fundet paa det krigerskel og dog muntre: „Istedgade overgiver sig aldrig?“ Ganske interessant a t faa den kvikke Person frem i Rampelyset. For der var vel Tale om en enkelt Person? Opgaven viste sig a t være omgivet af store Vanskelig­ heder. Gang paa Gang mindedes man den Mistillid til den menneskelige Hukommelse, som de gamle Munke lod komme til Udtryk i Middelalderens Dokumenter, og af hvis Sen­ tenser en lyder saaledes: „Timelige Handlinger fortæres af Ælde og Glemsel, hvis de ikke beskyttes af det skrevnes Værn.“ Saa sandt, saa sandt! I Snesevis af Personer, som havde levet med i Folkestrejkens blodige Istedgade-Begi- venheder og været optaget af og leet ad Plakaten, der som Blinket af e t Smil sagde, hvad der skulde siges, ingen af dem kunde bare 2^2 Aar efter huske noget konkret. Ak ja, uden „det skrevnes Værn“ synker alting til Bunds og bliver borte. Den, som ikke e r Historiker af; Fag, maa undre sig. Man mødte et Smil: „Naa jo, det var d e t!“ Men Smilet afløstes altid af et maabende Udtryk: „Ja, hvordan var det nu egentlig?“ Folk erindrede kun, de havde moret sig, men hvordan var det egentlig? Den ene Handlende, som havde haft Plakaten klæbet paa sine Vinduer, henviste til