HotelværtOgRestaurantørforeningenKøbenhavn_1884-1934

løvrigt er det bevist, at de gamle Ægyptere forstod kunstig Udrugning. Det Dyr, der leverede det største Kontingent til deres Køkkener, var Oksen, som parteredes paa omtrent samme Maade, som vore Dages Slagtere gør det. Endelig skal jeg anføre, at Ægypterne var dygtige til at bage. Fattigfolk spiste Hirse- og Bygbrød, medens de rige kunde tillade sig at spise Hvedebrød. Ægypterne fremstillede baade Vin og Likører, ja de bryggede endog alkohol­ holdigt 01. De ægyptiske Kokke stod i høj Kurs, og Herskaberne søgte ofte at lokke dem fra hverandre. Et andet stort samtidigt Folk var Assyrerne, men deres Sæder adskiller sig fuldstændigt fra Ægypternes. Det var nærmest noget Røverpak, der intet gad bestille, men levede kristeligt af at røve fra deres svagere Naboer. De fattige levede udelukkende af groft Brød, vilde Grøntsager, Fisk og Græs- li opper, hvorimod de rige spiste baade Kød og Frugter. Den rige Befolkning benfaldt til Luksus og Yppighed, og her hører man første Gang Tale om Luksusmad og store Festmaaltider, f. Eks. efter en Sejr, hvor man lod de ulykkelige Fanger defilere forbi Befolkningen, forinden man paa de Tiders barbariske Vis lemlæstede dem og dræbte dem for efter det blodige Skuespil at aabne Paladsets Porte til de dækkede Borde, hvor den vanvittigste Ødselhed fandt Sted. Velkendt er ogsaa Nebukanedsars Gæstebud, da den usynlige Haand skrev sit mene, mene, tekel . . . . A f de gamle Folkeslag var Hebræerne det, der længst vedblev at være No­ mader. Først ca. 1800 Aar før Kristi Fødsel skiftede de Sædvaner og blev Ager­ dyrkere og Handlende. Hebræerne havde fortrinlige Bageovne, og de forstod at fremstille Gær. Vore Dages Jøder mindes endnu, at deres Forfædre ved Flugten fra Ægypten havde glemt at tage Gær med sig, saaledes at de maatte spise usyret Brød. Ligesom vi herhjemme drak Gravøl, naar et Medlem af Familien var gaaet heden, saaledes foranstaltede Hebræerne store Gæstebud for deres afdøde. Man lagde ved saadanne Lejligheder en saa stor Ødselhed for Dagen, at det ikke var sjældent, at Arvingerne bragtes til Betlerstaven. I denne Forbindelse kan det bemærkes, at Nabofolket, Perserne, var i den Grad henfaldne til Bordets Glæder, at en Lov paabød dem kun at spise en Gang om Dagen. Alle Love kan jo som bekendt omgaas, og de gamle Persere fandt ogsaa paa Raad; de spiste hele Dagen. Men lad os nu forlade disse Folkeslag og gaa over til Grækerne, der staar os ligesom lidt nærmere. Skønt Grækerne førte et virksomt Liv, spiste de kun lidt og oven i Købet slet. Deres væsentligste Føde bestod af en Slags Grød og nogle flade, kedelige Brød, Grøntsager, Fisk og Frugt, medens Kød forekom meget sjældent. Ja, en Overgang var det rent forbudt, nærmest fordi man troede paa Sjælevandringen og nødigt vilde risikere at spise en kær afdød. 117