HøretOgOplevet_1896-1920

79 fik jeg en Dag Besøg af Borgmester J. Jensen, København. Han sagde til mig, at han havde set, at der var Tale om en Port ind i Kongens Have lige for Enden af Dronningens Tværgade. Han vilde gøre mig opmærksom paa, at dette Spørgsmaal burde overvejes grundigt. Han tilføjede, at der i Dronningens Tværgade ikke langt fra Kongens Have var et Slags Hjem for »Vagabonder«, som Regel arbejdsløse Eksistenser, der levede af at tigge og som kunde sove dér om Natten og faa Morgendrik for faa Penge. »Hvis der bliver en Gennemgang ind i Kongens Have lige for Dronningens Tværgade, kan vi risikere, at mange af dem gaar ind i Haven, og, naar det er nogenlunde godt Vejr, anbringer sig paa Bænkene til Gêne for ordentlige Folk.« Gennemgangen kom dog senere, men ikke i min Tid som Minister. løvrigt var Spørgsmaalet om Forsvarets Ordning det, der optog Sindene stærkest. Alberti-Katastrofen, hvorom der siden skal for­ tælles, medførte Ministeriet I. C. Christensens Afgang faa Dage efter, at Alberti havde meldt sig til Politiet den 8. September 1908. Finansminister Neergaard blev af Kongen opfordret til at danne Ministerium, og da han kom tilbage fra Kongen, bad han Land­ brugsminister Anders Nielsen og mig om en Samtale, idet han sagde, at han haabede, at vi fortsat vilde blive i Ministeriet. Vi drøftede lidt om, hvem der yderligere skulde med. Vi var jo klar over, at hverken I. C. Christensen eller Indenrigsminister Sigurd Berg kunde beholde deres Ministerier. At Neergaard ønskede Klaus Berntsen som Indenrigsminister vakte ikke hos Anders Nielsen eller mig nogen Forbavselse eller Indsigelse. Klaus Berntsen var jo gam­ mel Kommunalmand, havde været Sogneraadsformand og Amts- raadsmedlem paa Fyn, saa der var ingen Tvivl om, at han kunde bestride Hvervet som Indenrigsminister. Neergaard havde ret natur­ ligt tænkt sig, at han beholdt Finansministeriet, og spurgte mig, om jeg ikke kunde tænke mig at overtage Forsvarsministeriet. Som tidligere Medlem af Militærudvalget, og i de senere Aar af min Finanslovsordførertid, hvor jeg — efter at Zahle var bleven For­ mand for det radikale Parti — ogsaa var Ordfører for de mili­ tære Budgetter, havde jeg nogen Betingelser for at kunne over­ tage Forsvarsministeriet og sagde efter nogen Betænkningstid ja til Neergaards Anmodning. Han gik paany til Kongen for at meddele, hvem han havde tænkt paa som Ministre i det Ministerium, ban var opfordret til at danne. Han fortalte mig bagefter, da hans