HøretOgOplevet_1896-1920

74

melse om, at Ministeriet for offentlige Arbejder havde Ret til at vælge en Repræsentant som Medlem af Bestyrelsen for Selskabet. Denne Stilling var ledig, og det var altsaa lovet Alberti, at han skulde faa den. Det var for mig ingen behagelig Ordre at faa, men jeg var klar over, at den maatte følges, og jeg talte med Departe­ mentschefen: Nordlien, om det lidt pinlige Spørgsmaal. Nordlien gav mig det Raad at bede Formanden for »Store Nordiske Telegraf­ selskab«: Suenson, om at komme op i Ministeriet for at tale med mig om Sagen og for at en Skrivelse om Albertis Udnævnelse ikke skulde komme altfor overraskende for Bestyrelsen. Den følgende Dag kom Suenson op til mig i Ministeriet, og jeg fortalte ham, at jeg havde faaet den Meddelelse, at det var lovet Alberti, at han skulde blive Ministeriets Repræsentant i Selskabets Bestyrelse. Det var let at skønne, at det ikke var nogen glædelig Meddelelse for Suenson at faa, og han bad mig om at vente nogle Dage, inden Skrivelsen blev udfærdiget. Saa vilde han samle sin Bestyrelse og give den Meddelelse om, hvad jeg havde sagt ham. Der gik nogle Dage, og saa telefonerede Suenson til mig, at Bestyrelsen var rede til at modtage Skrivelsen fra Ministeriet om Albertis Udnævnelse. Selvfølgelig blev der ogsaa udfærdiget Skrivelse til Alberti om, at han var udnævnt til Ministeriets Repræsentant i »Store Nordiske Telegrafselskab«s Bestyrelse. Alberti, som jo nok vidste, hvad der hørte sig til, mødte faa Dage efter, at han havde modtaget denne Skrivelse, og takkede højtideligt for Udnævnelsen. »Han skulde nok holde Ministeriet underrettet om, hvad Selskabet foretog sig.« En af de første »Modtagelsesdage« kom bl. a. en Deputation fra Hellerup. De overbragte mig et Andragende, men sagde selvfølgelig ogsaa, hvad det drejede sig om. Det var ikke noget stort og bekoste­ ligt Forlangende. De bad om at faa en Dør mere i Stationsbygnin­ gen ud til Pladsen foran denne. »Der er kun een Dør,« sagde Deputationen. »Folk kommer løbende i sidste Øjeblik for at komme med Toget, men de Passagerer, der er staaet af Toget og paa Vej ud, kommer ofte med Kufferter i Haanden, og saa sker der Sammen­ stød mellem dem, der kommer løbende for at naa Toget, og dem der har forladt dette.« Tillige bad de om, at der maatte blive an­ bragt Perrontag over en Mellemperron. »Der er jo ingen Tunnel, saa man er nødt til at gaa over Sporene ude, og naar det regner, staar man og bliver gennemvaad.« Jeg mente at kende lidt til Stats­ baneforhold, og forstod ikke rigtig, at man fandt det nødvendigt at