HøretOgOplevet_1896-1920

42

tryk, at Kongen saa jævnt og ligetil kom med sin Bemærkning om, at han var en gammel Mand. Den gamle Professor Amberg viste Finansudvalget rundt og fore­ viste og forklarede de forskellige Tilbygninger til Domkirken, det havde ikke været noget let Arbejde at faa de ny Sten til at svare til de gamle. Professoren forklarede, hvordan de havde slaaet med en Hammer paa den Ende eller Side af Stenene, der skulde vende udad, for at de ny Sten ikke skulde være alt for afstikkende over for de gamle. »Jeg hører nok, man siger,« forklarede Amberg vi­ dere, »at Farven ikke er helt ens, men om et Par hundrede Aar skal d’Herrer se, at Farven i Tilbygningen falder udmærket sam­ men med den gamle.« Naturligvis benyttede Finansudvalget Lejlig­ heden til at se navnlig paa Set. Cathrinekirken, der ogsaa i høj Grad trængte til Reparation, og paa Havnen, som havde alt for ringe Dybde til, at større Skibe kunde gaa ind i den. Da Christian den Niende døde den 29. Januar 1906, var vi i Folketinget ikke naaet til Ende med Finanslovens anden Behand­ ling. Jeg var, som Ordfører, midt i en Forklaring af en forhøjet Bevilling til Tandlægeskolens Udvidelse og Omordning. Finansud­ valget foreslog i stor Enighed, at den forøgede Bevilling skulde ned­ sættes til det sædvanlige Beløb. Der havde været nedsat et Udvalg til Behandling af Tandlægeskolens Forhold, og det fremgik af det­ tes Betænkning, som var omdelt til alle Tingets Medlemmer, at man mente, der blev for mange Tandlæger efter Behovet. Det fremgik endvidere af Betænkningen, at man paatænkte at indføre Studenter­ eksamen som Adgangsbetingelse til Tandlægeskolen. Hele dette Spørgsmaal mente Finansudvalget burde være Genstand for særlig Lovgivning og nærmere Overvejelse. Midt i denne Udvikling af Spørgsmaalet om Tandlægeskolen kunde jeg ikke undgaa at lægge Mærke til, at Medlemmerne i Salen, der havde hørt opmærksomt paa min Udvikling, forlod deres Pladser, talte sammen indbyrdes, og var et Par Gange oppe ved Formandsstolen for at tale med For­ manden. Jeg var aabenbart den eneste i Salen, der ikke havde no­ gen Anelse om, at Kong Christian den Niende var død. Saa kom Lars Dinesen hen til mig bagfra, trak i min Frakke og sagde: »Du kommer til at holde op.« Det løb mig ligefrem koldt ned ad Ryg­ gen. Det for igennem mig, at jeg maaske uden at vide det stod og sagde noget Sludder. Men saa sagde Formanden: »Er det ærede Medlem nær ved Afslutningen af sin Tale?« Jeg svarede, at det