HøretOgOplevet_1896-1920

37

Hovedopgave ved Siden af de Reformopgaver, som det ogsaa søger at løse. Det maa man ikke være blind for, at der er en Mulighed for, at der endnu kan være en Dyst at tage angaaende Forfatnin­ gen. Der sidder oppe i den priviligerede Valgrets Ting endnu et Flertal, som ere anført af den Mand, hvis Navn er uløseligt knyt­ tet til den golde Forfatnings Konflikt, og dette Flertal kan rejse en Forfatningskonflikt igen. Jeg tænker mig det ikke som en Mulig­ hed, og en saadan foreligger sikkert heller ikke, at dette Lands­ tingsflertal skulde rejse en aabenlys Forfatningskonflikt, men man kan jo meget godt tale om Kirkereform, Retsreform og Skatte­ reform og alligevel mene Forfatningen. Overfor denne Fare, der ligger som en Mulighed, er dette Ting og det høje Ministerium naturlige Forbundsfæller, og det er i vor Interesse at gøre Mini­ steriet saa stærkt som muligt, men vi føler os ogsaa forvissede om, at Ministeriet vil søge sin Styrke her i den almindelige Valg­ rets Ting og ikke bøje sig for Interesser, som ere dette fremmede, for at den endelige Sejr, hvis der skulde blive rejst en Kamp, kan blive en fuldstændig Sejr for dette Tings Opfattelse af Grund­ loven.« Ved Slutningen af anden Behandling havde jeg Lejlighed til at give Tilslutning til Zahles Udtalelse, idet jeg om Behandlings- maaden i Finansudvalget bl. a. sagde, »at ligesom det er ubestride­ ligt, at Venstre har vundet sin Styrke ved Hævdelse af Folketingets Bevillingsret, er det ogsaa saaledes, at skal denne Styrke bevares og udvikles under det ny System, skal det ikke ske paa den Maade, at man kritikløst følger sin Regering. Man skal selvfølgelig ikke øve en Kritik, som den man øvede og maatte øve overfor en Rege­ ring, der ikke havde Venstres Tillid. Men det er givet, at skal vi naa til at kunne sige, naar Finansloven efter tredie Behandling forlader Tinget, at det ikke alene er Venstres Regerings, men ogsaa Folketingets Finanslov, maa vi gennem Drøftelse, dels i Udvalget og dels i Tinget, af de enkelte Spørgsmaal tilegne os disse, saa vi faar en Overbevisning om, at den Maade, de er løste paa i Finans­ loven, er den rigtige, og en saadan, at Vedtagelserne ikke blot ere pro forma Vedtagelser, men Vedtagelser, som virkelig er begrun­ dede i Kraft af Drøftelser af de enkelte Spørgsmaal. Ud fra denne Betragtning tror jeg ingenlunde, at Regeringens enkelte Medlem­ mer, ej heller dette Tings Medlemmer, skulde studse over eller føle sig skuffede ved, at der paa enkelte mindre Spørgsmaal kan