HøretOgOplevet_1896-1920

173

der stod i Spidsen for Arbejdsanvisningen, og hvis Navn jeg havde faaet opgivet af den førnævnte Regierungsrat Hansen i Kiel. For at begynde øverst oppe: i en lang Sal sad der ved et langt Bord op imod Vinduerne en Mængde — vist 20— 30 — Syersker der hver havde en Symaskine foran sig. Jeg fik at vide, at Kvinder, der søgte Arbejde, blev spurgt, om de kunde sy paa Maskine, og hvis de svarede Ja hertil, kunde de straks faa Arbejde. Alle Symaskinerne blev drevet ved elektrisk Kraft, Tøjet var tilskaaret, det var væsent­ lig Drejlstøj, der syedes, saa der hørte ikke megen Kunst til for at sy det. Eller for at nævne et andet Træk: Vi kom ind i et forholds­ vis stort Rum, hvor der arbejdedes med Udrustningsgenstande til Soldater i Felten. Jeg lagde bl. a. Mærke til, at der lavedes lange Lærredsremme, vel et Par Alen lange eller mere. Jeg tillod mig at spørge den Dame, der viste for i det paagældende Arbejdsrum, hvad disse Strimler skulde bruges til. Hun tog en af Remmene, hængte den om sin Hals, og viste mig, at der paa de nedhængende Ender var en Mængde smaa Rum, som man kunde stikke en Finger ind i, idet hun forklarede, at Soldaterne, naar de kom ud i forreste Linie, ikke kunde have Patroner nok i deres Patrontaske, og saa fik de en af disse Remme, hvor de smaa Huller var fyldt med Patroner. Da hun havde fortalt dette, sagde hun til Chefen for Arbejds­ anvisningen: »Det havde jeg maaske ikke Lov til at fortælle til en Udlænding.« Men Chefen svarede smilende: »Det kan saamænd ikke gøre noget.« Det maa indrømmes, at Arbejdsanvisningen i Berlin var ualmindelig godt ordnet. Den var selvfølgelig præget af Krigssituationen; men det er jo et Vidnesbyrd om den praktiske Sans, der præger alt, hvad Tyskerne foretager sig, de forstaar at tilpasse Institutionerne efter det praktiske Liv. Fra Berlin gik Turen til Hamborg, hvor min Søn og jeg kom ved Middagstid. Vi kørte straks op til det danske Konsulat, der elsk­ værdigt ordnede alt, baade med Hotel og med at bese Arbejds­ anvisningskontorerne. Konsulatet telefonerede straks til Hotellet og bestilte Værelser. Droskekusken kørte med Kufferterne til det paa­ gældende Hotel, medens vi straks gik i Gang med at se paa Ar­ bejdsanvisningen i Hamborg. Det var som før nævnt særlig Anvis­ ningen af Arbejdere til de mange Skibe i Havnen, der interesserede os. Det viste sig, at der i det hele var tolv Arbejdsanvisningskontorer, der havde Lokaler umiddelbart ved Kajerne. De var omtrent ens indrettede: Man kom ind i et Slags Forkontor, og bagved var der