HøretOgOplevet_1896-1920

171

ket Hotel jeg boede paa. Min Søn og jeg gik tilbage til Hotellet, og i Løbet af en Times Tid indfandt Hanssen Nørremølle sig her. Han fortalte mig da, at det var rigtigt, som hans Svoger havde sagt, at det var Spørgsmaalet om de Hjemløses indkaldelse til Militærtjeneste, der var Anledningen til hans Ønske om at tale med en Folketingsmand af Venstre, og han var meget taknemmelig for, at det var en tidligere Indenrigsminister, der var kommen der­ ned for at drøfte det paagældende Spørgsmaal med ham. Det var rigtigt, at der var Tale om at indkalde de Hjemløse i Nordslesvig til tysk Militærtjeneste. Han havde talt saavel med den tyske Inden­ rigsminister som den tyske Forsvarsminister om Sagen. De havde begge indrømmet, at det ikke spillede nogen større Rolle, om de fik de Par hundrede Hjemløse, der var i Nordslesvig. Indenrigs­ ministeren havde endda tilføjet, at han godt vidste, at der var haardt Brug for dem som Hjælp ved de Landbrugsbedrifter, de væsentligst var beskæftiget ved, men saavel Indenrigsministeren som Forsvars­ ministeren gjorde opmærksom paa, at de ikke kunde lave en Und­ tagelse for de Hjemløse i Nordslesvig. Der var jo mange andre Hjemløse i det store, tyske Rige, og disse var man nødt til at ind­ kalde. Den tyske Indenrigsminister sagde da til H. P. Hanssen: »Men De kan jo sørge for, at de Hjemløse faar dansk Indfødsret, saa har vi ingen Ret til at indkalde dem.« H. P. Hanssen gjorde Indenrigsministeren opmærksom paa, at i Følge den danske Grund­ lov kunde ingen faa Indfødsret i Danmark uden ved Lov, hvortil Indenrigsministeren svarede: »Jamen, saa maa De sørge for, at der bliver vedtaget en Lov derom.« Hanssen Nørremølle fortalte os, at Landdagsmand Nis Nissen, der laa i Felten, var kommen til Berlin, fordi der var Landdagsmøde, og at Grunden til, at vi ikke kunde finde ham paa Hotellet, var den, at han og Nis Nissen havde skjult sig — bag et Skærmbrædt — for at tale uforstyrret sammen. De havde aftalt at spise Frokost sammen paa en nærmere bestemt Restaurant, saa nu var han nødt til at gaa, men spurgte min Søn og mig, om vi ikke vilde gaa med til denne Restaurant, da vi jo alligevel skulde have Mad. Derved fik vi Lejlighed til ogsaa at hilse paa Landdagsmand Nissen, og vi sad sammen og spiste ved et lille Bord, hvor der ikke sad andre, saa vi uden at genere os kunde tale Dansk sammen. Efter Frokosten foreslog H. P. Hanssen, at vi skulde køre en Tur i det prægtige Solskinsvejr, som det var en Dag i Slutningen af Januar 1916, for