HøretOgOplevet_1896-1920

169

de saakaldte Hjemløse, han gerne vilde drøfte. Hansen-Stavnsbjerg havde hørt noget om, at der skulde være Tale om, at disse ogsaa skulde indkaldes til tysk Militærtjeneste. Der var Enighed om, at vi burde imødekomme Hanssen Nørremølles Ønske. Det gjaldt blot om at finde en plausibel Begrundelse. Det kunde selvfølgelig ikke gaa an at angive Hanssen Nørremølles Ønske som Begrundelse, naar der skulde være Tale om Indrejsetilladelse til Tyskland. Jeg kom da til at tænke paa, at der engang var en Mand fra Kiel, Regierungsrat, der havde det meget danske Navn Hansen, som i min Indenrigsministertid havde været i København og holdt Fore­ drag i »Dansk Forening for social Oplysning« om den sociale Lov­ givning i Tyskland. Det var jo inden Invaliditets- og Alderdoms­ forsikringskommissionen havde afsluttet sit Arbejde. Samme Hansen havde ogsaa Tilsynet med Arbejdsanvisningen i Slesvig og Holsten m. m. under sig. Han kunde saa meget Dansk, saa han holdt sit Foredrag paa Dansk, og jeg var selvfølgelig til Stede og hørte paa det. Bagefter indbød jeg ham til at besøge mig i Ministeriet, hvilket han følte sig meget beæret af. Jeg havde for Resten ogsaa meget Udbytte af min Samtale med ham. Den tyske Sociallovgivning havde som før nævnt megen Interesse for mig som Formand for den nævnte Kommission. Da jeg var gaaet af som Indenrigsminister og var blevet udnævnt til Arbejdsanvisningsdirektør, modtog jeg Brev fra ham, hvori han meddelte, at der i Sommeren 1914 vilde blive indbudt til en europæisk Kongres i Buda-Pest, og han haabede, at jeg, naar jeg fik Indbydelsen til Kongressen, vilde lægge Vejen om ad Kiel. Saa kunde vi følges ad til Buda-Pest, men gøre en Dags Ophold i Berlin, hvor han vilde vise mig, hvordan Arbejdsanvis­ ningen var ordnet i denne store By. Den nævnte Arbejdsanvisnings­ kongres i Buda-Pest blev ikke til noget paa Grund af Krigen, men det kunde godt have sin store Interesse for mig at se, hvordan Ar­ bejdsanvisningen var ordnet, ikke alene i Berlin, men ogsaa andre Steder i Tyskland, og da navnlig i Hamborg med dens store Skibsfart. Dette sagde jeg lidt om i det forannævnte Møde i Venstrereformpartiet, og man var straks enige om, at dette var til­ strækkelig Anledning til, at jeg søgte Tilladelse til en Rejse til Tyskland. Jeg talte med Indenrigsminister Ove Rode om Sagen, og han var enig med mig i, at det kunde have stor Betydning for mig, ikke mindst nu under Krigen, at se paa Arbejdsanvisningen i Tyskland. Han udvirkede, at jeg fik Pas fra Udenrigsministeriet,