HøretOgOplevet_1896-1920

166

kontoret fik dog Fabrikken til at indgaa paa at tage en Mand mere, navnlig da han antydede, at det slet ikke var sikkert, at den Anviste meldte sig til Fabrikken. Anvisningen til vedkommende Snedker blev udfærdiget og overgivet til ham, men han mødte ikke paa Fa­ brikken. »Saa er jeg da fri for ham (Snedkeren) og Kassen slipper for at yde ham Understøttelse herefter,« tilføjede Lederen. Krigssituationen medførte, at der navnlig i Begyndelsen af Krigen var større Arbejdsløshed end sædvanlig. Dette gjorde det i høj Grad ønskeligt at have Opmærksomheden henvendt paa, hvor Arbejde kunde iværksættes, som kunde give Beskæftigelse navnlig til de mange ledige Arbejdsmænd og andre, der kunde bruge en Skovl og en Spade. Et af de Arbejder, som jeg paa den Maade fik i Gang, var Udtørring og Afvanding samt Inddæmning af Enge ved Gudenaa og Randers Fjord. Jeg havde faaet at vide, at der af Hedeselskabet var udarbejdet Planer for det paagældende Arbejde, endda ogsaa dannet »Pumpelag«. Samtlige Lodsejere havde valgt Bestyrelse og var indgaaet paa at acceptere den Ligning, hvorved Lodsejerne for­ pligtede sig til igennem nogle Aar at yde Bidrag til det omhandlede Arbejde. Nu kunde Arbejdet ikke komme i Gang, fordi det vilde koste adskilligt mere at udføre, end dengang Ligningen blev lagt. Ved den Randers Amtmands Hjælp fik jeg en Forhandling med Be­ styrelsen for Pumpelaget, men den mente ikke, det kunde nytte noget paany at komme ud til Lodsejerne med Forslag om Forhøjelse af de paalignede Bidrag. Jeg benyttede mig da af min Stilling som Folketingsmand og Medlem af Finansudvalget til i dette Udvalg at give en Fremstilling af Sagen og foreslaa, at Staten skulde ud­ rede det manglende Beløb. Dette gik saavel Finansudvalget som Ministeren ind paa, og Arbejdet kom i Gang. Jeg var paany i Ran­ ders og forhandlede med Lederen af det derværende Arbejdsanvis­ ningskontor. Han var meget optaget af det paagældende Arbejdes Igangsættelse og sagde, at der fra selve Randers kunde skaffes et betydeligt Antal ledige Arbejdsmænd. De paagældende Arbejdere skulde selvfølgelig helst blive boende i deres Hjem i Randers, men saa blev det for langt til det længst borte liggende Arbejdssted, og der var ikke noget tidligt Morgentog paa Jernbanen Randers— Ryomgaard. Jeg mente, at det nok kunde ordnes saadan, at der blev sendt en Vogn ud fra Randers Station til Volkmølle. Tilbage­ rejsen kunde foretages med ordinært Tog. Jeg benyttede straks Lej­ ligheden til at tale med Stationsforstanderen i Randers, der stillede