HøretOgOplevet_1896-1920

158

Mænd fra de forskellige Partier i Rigsdagen til det Møde, hvori Sagen blev endelig afgjort. Det er vistnok almindeligt bekendt nu, at det var Kong Christian den Tiende, der, ved sin Henvendelse til den engelske Konge, løste Vanskelighederne, og Minerne blev som bekendt udlagt i Store Bælt. Naar man ikke var Deltager i disse Forhandlinger, er det ikke raadeligt at udtale sig om, hvordan de enkelte Medlemmer af Ministeriet eller de tilkaldte Repræsentanter for Partierne udtalte sig. Der blev dengang afholdt mange saakaldte hemmelige Møder paa Rigsdagen. De bestod jo væsentlig i, at der blev givet Tingenes Medlemmer Besked om, hvilke Foranstaltninger Regeringen havde anset det for nødvendigt at træffe. Dette gjaldt for Eksempel saavel Mobiliseringen som Tilvejebringelsen af Pigtraadsspærringer foran Københavns Befæstning (den gamle) og Anlæg af de forskellige Stil­ linger ude paa Sjælland, i Virkeligheden de af Ministeriet Neer- gaard foreslaaede forberedte Stillinger. Det var dog væsentlig Folke­ tingets Finansudvalg, som de forskellige Ministre som Regel for­ handlede med før Udstedelsen af de mange Forordninger. Ganske vist havde Regeringen den fornødne Bemyndigelse til at udstede de efter dens Mening nødvendige Forordninger, men saa vidt der kunde blive Tid dertil, raadførte de forskellige Ministre sig med Finansudvalget. Det var især Indenrigsminister Ove Rode, der fik saa at sige hele Ordningen af Landets indre Forhold. Ikke alene Fastsættelse af Maksimalpriser, der den Gang fandt Sted omend ikke i større Omfang, men ogsaa Kornordningen — Bestemmel­ sen om Aflevering af Brødkorn — blev truffet af Ove Rode. Det var forøvrigt en Tilfredsstillelse i Finansudvalget at forhandle med Indenrigsminister Rode. Han var ualmindelig godt inde i Sagerne, selv noget for ham saa fjernt liggende som Landbrugsproduktion, Svineslagtninger, Smørordning m. m. var han inde i, som om det var ham og ikke Kristian Pedersen, der var Landbrugsminister. Man maatte faa Respekt for Ove Rodes Arbejdsevne. Han udførte et stort, og, det maa indrømmes, samfundsgavnligt Arbejde. Min Re­ spekt for Ove Rode, der forøvrigt ikke var ringe i Forvejen, steg betydeligt, navnlig ved Konferencerne i Finansudvalget. Det var da ogsaa Ove Rode, der, naar der var Tale om ved Møder at klarlægge de Krigsforanstaltninger, det viste sig nødvendigt at træffe, var Regeringens Talsmand. Det var ikke altid, jeg var enig med ham, som for Eksempel i hans saakaldte »Gimle-Tale«, men man maatte