HøretOgOplevet_1896-1920

134

Paa en Maade var Neergaard enig med I. C. Christensen i, at der krævedes et stærkt Folketing for over for Landstinget at gen­ nemføre en Forandring i Landstingsvalgmaaden, men Neergaard havde den Opfattelse, at dette skulde naaes gennem Folketinget ved Gennemførelsen af Reformer navnlig paa de sociale Omraader. Det var dette, der var Formaalet med hans Indsats i Reform- politiken forud for og umiddelbart efter det politiske Forlig i 1894. Og at han saa ret, derom vidner Kendsgerningerne. Det lykkedes virkelig for Folketinget at gennemføre Forfatningssagen i 1915. Det er i saa Henseende betegnende for Neergaard, at han ved et Møde, som ved Aarhundredskiftet var foranstaltet i Æbeltoftkredsen af Venstrereformpartiet, og hvor jeg var Taler — det eneste Møde, hvor jeg har staaet som Neergaards Modstander — paa mit stærke Angreb paa »Forliget« kun svarede med, næst nogle rosende Ord om min saglige Indsigt, at sige, at jeg nok skulde komme til at erkende, at det var Forliget, der havde banet Vejen for Venstres fremtidige Reformarbejde og Folketingets forfatningsmæssige Ind­ flydelse. Det var sikkert Erkendelsen heraf, der gjorde det for­ holdsvis let for Neergaard at faa ikke alene Klaus Bemtsen men alle Ministeriets Medlemmer til at indse det rigtige i, at Tiden nu var inde til Gennemførelse af en Forfatningsændring, der omfat­ tede ikke alene Folketinget, men ogsaa og navnlig Afskaffelsen af den privilegerede Valgret til Landstinget. Det var, som allerede nævnt, ikke vanskeligt at blive enige om Neergaards Forslag om at optage Junigrundlovens Bestemmelser om at lade Landstinget vælge af de kommunale Raad, og Klaus Berntsen, der i Begyndelsen havde mere Sympati for en højere Valgretsalder, blev efterhaanden en ivrig Talsmand for dette For­ slag. Af andre Ændringer i Grundloven var det navnlig Bestemmel­ sen om at fastholde Valg i Enkeltmandskredse til Folketinget, der var fremme under Forhandlingerne i Ministeriet. Her var Klaus Berntsen en ivrig Tilhænger af, at Valg i Enkeltmandskredse skulde sikres i Grundloven, og dette var i hvert Fald Anders Nielsen og jeg fuldstændig enige i. Hvorvidt der eventuelt skulde sikres en mere forholdsmæssig Repræsentation i Folketinget, var man enige om at overlade til Fastsættelse i den Valglov, der selvfølgelig maatte vedtages sammen med Grundlovsændringen eller umiddelbart der­ efter. Efter at Forhandlingerne i Ministeriet om Grundlovsforslagets