HøretOgOplevet_1896-1920

G RUND LOV SÆNDR INGEN

I Provisorieaarene benyttede den dasiddende Højreregering: Mini­ steriet Estrup, sig som bekendt af § 25 i Grundloven af 1866 til at udstede foreløbige (provisoriske) Finanslove. Højreregeringen hjem­ sendte jo Rigsdagen umiddelbart før Finansaarets Udløb og for­ klarede Grundlovsbestemmelsen om, at »I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede fore­ løbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag,« derhen, at naar Rigsdagen ikke var inde, kunde Regeringen udstede ogsaa en provisorisk Finanslov. Grundlovsbestemmelsen om, at saadanne foreløbige Love skulde forelægges Rigsdagen, kom man om ved paa den Maade, at man forelagde de foreløbige Finanslove i Landstinget, der ikke behandlede dem til Ende. Da Rigsdagen selvfølgelig ikke kunde enes om de provisoriske Finansloves Indhold, navnlig efter at Be­ løbene til Københavns Landbefæstning var optaget paa den provi­ soriske Finanslov, kom der ikke een af Rigsdagen vedtaget Finanslov ud af Forhandlingerne. Efter Venstrereformpartiets Dannelse i 1895 fremsatte Partiet Forslag til Ændring af den anførte § 25 i Grundloven. Naturligvis var det ikke Meningen at afskære enhver Mulighed for Udstedelse af foreløbige Love. Man var klar over, at der kunde indtræffe Til­ fælde, hvor en saadan Udstedelse var en Nødvendighed. Man fore­ slog derfor følgende Affattelse: »I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maa stride imod Grundloven og straks bør fore­ lægges den følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bort­ falder.« Ved at ombytte altid med Ordet straks, vilde man sikre sig, at saadanne foreløbige Love blev forelagt, saa snart Rigsdagen kom sammen, og ved Tilføjelsen om, at en provisorisk Lov bortfaldt, hvis ikke den bekræftedes af Rigsdagen, mente man at være sikret imod, at foreløbige Love fik en længere Levetid. Disse af Venstre-