HøretOgOplevet_1896-1920

118

kelige, men interessante Færø-Dans, hvor man tager hinanden i Hænderne og gaar rundt i en lang, lang Kæde efter Regler, som kun Færinger forstaar. Da vi kom til Island, var der selvfølgelig mange officielle Modtagelser og Festligheder. Ogsaa i dem kunde Kongen deltage paa værdig Maade; men kom man ham paa mere nært Hold, havde man uvilkaarlig en Følelse af, at han befandt sig bedst, naar han færdedes blandt den jævne Befolkning. Det var jo en flere Dages Ridetur ind gennem Landet, først til »Geysir« og til »Thingvellir«, hvor vi opholdt os en hel Dag. Det lykkedes at faa »Geysir« til at springe for Kongen og for os alle. Og saa gik Ride­ turen videre til »Gullfoss« og ind gennem Landet. Det var iøjne­ faldende, hvor godt Frederik den Ottende befandt sig under denne Ridetur. Naar der holdtes Frokosthvil, kunde man se ham, saa snart Frokosten i Kongeteltet var til Ende, spadsere rundt blandt de Flokke af Rigsdagsmedlemmer og Altingsmænd, der laa og spiste, og det var ikke blot med Medlemmerne af Rigsdagen og Altinget, han talte, men i lige saa høj Grad med dem, der som Hestepassere fulgte med os med Reserveheste. Han havde en Evne til at tale med alle. Som Kronprins kom Kong Frederik den Ottende meget ofte paa Rigsdagen, og han fulgte Forhandlingerne interesseret og forstaaen- de. Mere end een Gang er han ved det Taffel, der hver Vinter blev holdt for Finansudvalgets Medlemmer fra begge Rigsdagens Ting i Christian den Niendes Tid, kommet til mig og sagt: »Ja, jeg hørte jo paa Rigsdagen, at De som Ordfører i Folketinget talte om ------------ o, s. v.«, saa var det let at skønne, at han var inde i de Sager, der var til Behandling. Frederik den Ottende lagde ikke Skjul paa, at det var et Savn for ham, da han var bleven Konge, at han ikke kunde komme paa Rigsdagen. »Man siger mig, at det ikke er passende, at Kongen kommer paa Rigsdagen«, sagde han til mig en Gang, kort efter at han blev Konge. I Folketingssalen — den gamle Rigsdagsbygning i Fredericiagade — var Kongelogen oppe over Formandspladsen, men i Landstings­ salen var Kongelogen paa Gulvet mellem Medlemmernes Pladser, og det skete, naar Kronprinsen var der, at Medlemmerne gik hen og hilste paa ham. Man er vel nu tilbøjelig til at sige, at dengang Frederik den Ottende var Konge, var det da en rolig Tid for vort Land saavel udadtil som indadtil, saa da var det en let Sag at være Konge. Og det er selvfølgelig rigtigt, at sammenlignet med vore Dage, hvor