HøretOgOplevet_1896-1920

116

Klaus Berntsens Tale. Han sagde: »I tror naturligvis, at straks jeg kom til Byen— 'jeg indrømmer, at det er første Gang, jeg er her — begyndte jeg med at opsøge Digteren I. P. Jacobsens Grav, men det gjorde jeg ikke. Ved I, hvad jeg først gik efter? Det var saa- mænd det Hus, hvori Kold blev født.« Og saa talte Klaus Berntsen videre, baade om Kold og om den Betydning Kold havde haft for ham. Jeg tør nok sige, at det var den mærkeligste, men ogsaa interessanteste Tale ved et Middagsbord, som jeg har hørt. Folk morede sig en Gang imellem under Talen, men de græd ogsaa ind imellem. Jeg var ogsaa med Klaus Berntsen som Forsvarsminister i enkelte af de Byer, hvor der var eller skulde indrettes nye Kaser­ ner i Henhold til den nye Hærlov. Det var altid fornøjeligt at rejse sammen med Klaus Berntsen. Han fortalte let og livligt om sit lange, bevægede Liv, baade fra Vælgermøderne, han navnlig i sin første Tid som Folketingsmand havde deltaget i, og om sin første Virksomhed som Friskolelærer i Højby paa Fyn. Dengang jeg læste Klaus Berntsens Erindringer, kunde jeg genkende ikke saa faa af de Erindringer, han har nedskrevet, han maa have været en ualmin­ delig Lærer, ogsaa for Børn. Jeg husker engang, hvor min Kone og jeg var til Middag sammen med nogle andre, deriblandt Klaus Berntsen, hos Svend Høgsbro. Efter at vi havde spist, drukket Kaffe og sad i den store Dagligstue og røg en Cigar, sagde Svend Høgsbro til Klaus Berntsen: »Mine Drenge har sagt til mig, om jeg ikke kunde faa dig til at fortælle et Eventyr.« »Ja, det kunde jeg jo let nok,« sagde Klaus Berntsen, »men om det vil interessere de Voksne at høre det, ved jeg ikke.« Vi sagde naturligvis, at det ogsaa vilde interes­ sere os, hvad det forøvrigt ogsaa gjorde, ikke mindst for den liv­ lige Maade, paa hvilken han fortalte det. De to Drenge, som Svend Høgsbro havde talt om, sad paa Gulvtæppet i Dagligstuen henne i en Krog, men inden Klaus Berntsen var færdig med Eventyret, var de — sikkert uden at vide det —• kravlet henad Gulvtæppet og laa lige ved Klaus Berntsens Fødder og keg ham op i Ansigtet. Saa optaget havde de været af Fortællingen, saa de ikke kunde lade være med at komme saa nær til Fortælleren, saa de kunde se ham ind i Ansigtet.