HøretOgOplevet_1896-1920

108

men jeg var desværre paa Grund af Sygdom forhindret i at komme til Stede og maatte sende Afbud i sidste Øjeblik. Stauning havde bedt mig holde Festtalen for Direktør Daugaard-Jensen, men jeg fik altsaa ikke Lejlighed til at hilse paa Daugaard-Jensen eller at sige ham Tak for hans Administration og hvor glad jeg havde været for at følge hans Virksomhed. Mine Følelser for ham tolkede jeg selvfølgelig skriftlig, men han levede jo ikke længe efter, saa jeg fik ikke Lejlighed til mundtlig at bevidne ham min Tilfredshed med mit Valg i 1912. Administrationen af Indenrigsministeriet medførte forøvrigt ikke faa Forhandlinger, ikke altid lige behagelige. Ved Slutningen af Rigsdagssamlingen 1910— 11 kom Konseilspræsident Berntsen til mig og fortalte mig, at det nok var galt med N. P. Lindø, der var Folketingsmand for Verningekredsen paa Fyn. Han led af Klepto­ mani (Stjælesyge), hvad han vistnok havde gjort i flere Aar, men nu var det bleven saa aabenbart, saa det ikke kunde gaa an, at han fortsatte som Folketingsmand. Han var blandt andet Formand for Eksportslagteriet i Odense, og man havde derovre opdaget, at han ikke alene tog Cigarer med sig af den Kasse, der stod paa Bordet, men at han ogsaa tog af Frimærkekassen, endda hele Ark, som han tog med sig hjem. Klaus Berntsen sagde, at Bestyrelsen for Venstre i Verningekredsen havde sagt ham, at de ikke kunde være tjent med, at han fortsatte som Kredsens Folketingsmand. Han paalagde mig derfor at tale med Lindø for at faa denne til at ned­ lægge sit Mandat som Folketingsmand. Lindø havde paa det Tids­ punkt ladet sig indlægge paa Doktor Jacobsons K linik for Nerve­ lidende paa Frederiksberg, men bortset fra, om han kunde blive helbredet, kunde det ikke nytte efter al den Snak, der var om hans Sygdom (Kleptomanien), at beholde ham som Folketingsmand i Verningekredsen. Det var ikke noget behageligt Hverv, jeg paa den Maade fik. Personligt kendte jeg intet til Lindøs Sygdom, men var jo klar over, at det var nødvendigt at faa ham til at nedlægge sit Mandat som Folketingsmand. Jeg begav mig ud paa Doktor Jacobsons Klinik for at tale med Lindø om Sagen. Jeg kendte jo ret godt Lindø, han var en af dem, der fulgte Ministeriet Neer- gaard i Forsvarssagen, altsaa gik med til de fremskudte, forberedte Stillinger, og han havde som før meddelt spillet en betydelig Rolle, da Ministeriet Holstein blev dannet. Men netop som Følge af vort nære Samarbejde kunde jeg tale lige ud med ham om Sagen. Han