HøretOgOplevet_1896-1920

101

jeg ikke kan blive Indenrigsminister, er der ingen, jeg hellere vil betro dette Ministerium til, end dig.« Klaus Berntsen bad mig komme hen til Anders Nielsen straks, »for vi sidder og er omtrent færdige med at danne Ministerium.« Jeg kørte selvfølgelig straks hen til Anders Nielsen og blev i Entréen modtaget af ham og Klaus Berntsen. Vi gik ind i en Stue ved Siden af den Dagligstue, hvor de øvrige, der var sket Henvendelse til, var samlet. Klaus Berntsen og Anders Nielsen gav mig Underretning om, hvem jeg vilde komme til at sidde i Ministerium sammen med, og spurgte mig paany, om jeg kunde tænke mig at overtage Indenrigsministeriet, og jeg sagde ja til Opfordringen. Saa lukkede Anders Nielsen Døren op ind til Dagligstuen, og jeg blev forestillet for Medlemmerne af det vor­ dende Ministerium, som jeg iøvrigt kendte personligt, med Und­ tagelse af Frits Biilow og Grosserer Muus. Imellem de vordende Ministre var ogsaa Højskoleforstander Appel fra Askov. Han havde betinget sig Lejlighed til at forhandle, ikke alene med sin Kone, men ogsaa med Lærerne paa Askov Højskole, inden han sagde endelig Ja til at overtage Stillingen som Kultusminister. Vi gik jo alle ud fra, at Appel vilde sige endelig Ja, men, sagde Klaus Bernt­ sen, jeg er jo nødt til, naar jeg gaar til Kongen med Listen, at nævne det af Appel tagne Forbehold. Derfor er det nødvendigt i den Ministerliste, som kommer i Bladene i Morgen, at skrive, at jeg ad interim har overtaget Kultusministeriet. Klaus Berntsen tog altsaa ud til Kongen paa Charlottenlund. Vi andre fik strengelig Paalæg om ikke at maatte sige noget om Mini­ steriets Sammensætning, da Kongen selvfølgelig ikke, hverken af Aftenbladene eller af Løbesedler, maatte se noget som helst om, hvem de forskellige Ministerier var tiltænkt. Skønt jeg boede lige ved Siden af, hvor vi havde været samlet, gik jeg tilbage til Hypo­ tekbanken og fortsatte mit Arbejde der. Da jeg kom hjem til Mid­ dag om ved Klokken seks, fandt jeg selvfølgelig Lejlighed til at sige min Kone den store Nyhed: at jeg nu skulde være Indenrigs­ minister i Ministeriet Berntsen, men hverken til min Datter, der var hjemme hos os, eller andre sagde jeg noget. Imidlertid kom et Par Unge i Besøg hos min Datter, kort efter at vi havde spist; hun foreslog, da Vejret var saa godt, at vi skulde gaa en Tur paa Langelinie, hvor jeg skulde give Kaffe til hendes Gæster. Jeg sagde Ja, og min Kone og jeg spadserede ud paa Langelinie og drak Kaffe i Pavillonen. Da vi maaske nok lidt sent kom tilbage til