HøkerforeningenKøbenhavn_1817-1942

begge Sider, dels overfor Hørkræmm erne og dels overfor dem, der solgte deres V arer pa a To rv eller fra Skib, eller som gav sig af med egentlig Gadehandel. De havde nn faaet deres faste Stade i Tilværel­ sen, som de ganske vist uophørligt m aatte forsvare overfor deres mange Fjender, men de havde opnaaet at have Øvrigheden i Ryg­ gen, n a a r de holdt sig inden for deres af Loven afstukne Grænser, hvad de naturligvis ikke gjorde. Det var der nemlig ingen, der for- m aaede inden for den Spændetrøje, som det gamle Laugsvæsen var. Det havde sine Fordele derved, at det garanterede sin Indehaver en vis Handelsret, m en til Gengæld lammede det ethvert Initiativ. Og­ saa socialt havde Høkerne fundet deres Milieu, og det var beskedent nok. Selv Smaafolk levede de af at forsyne andre Smaafolk med det nødtørftigste til den beskedneste daglige Husholdning. F inder m an end i det daværende København nu og da Høkere som E jere af Smaa- huse, saa er det dog almindeligst, at de som »Kæ ldermænd« ha r ind­ logeret sig hos andre Borgere. Hovedstammen i dem udgøres uden Tvivl af Bønderkarle, der er indvandret som Arbejdsmænd og Sol­ dater, og som, n aar Alderen næ rm er sig, søger over til Høkeriet som et lettere Erhverv. V i ha r dog ogsaa Eksempler paa, at de hvervede Soldater endnu, mens de gjorde Tjeneste, begyndte paa lidt Høker­ handel, og det samme var Tilfældet med Flaadens Folk. I M andtallet efter den store Brand i 1728 findes saaledes en Lejer i et Hus, der betegnes: »Johan Madssøn, Fodguarde og Høker«. Bortset fra det daglige Kævl mellem de forskellige H andlende i København ligger Næringsspørgsmaalet nu stille i en lang Aarrække. Det er først i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, at der atter røres ved denne Lovgivning.