HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_V

Magistraten som kirkepatron 387 kildemateriale, som vi besidder. Men nogen egentlig mod­ vægt synes ikke skabt i adelsvældets dage. Først med ene­ vælden kommer der noget mere lovmæssige forhold på dette område. Denne udvikling gør sig imidlertid navnlig gældende for landsbykirkerne. For hovedstadens kirker kom for­ holdene til at udvikle sig på deres egen måde, som dog kun kan forstås på baggrund af den foran skitserede ud­ vikling. Ved reformationen var der sket det med Københavns kirker, at nogle var blevet nedlagt, og andre havde fået forøget deres ejendom på de nedlagtes bekostning. Der havde hidtil været 4 sognekirker i byen: Vor Frue, St. Peder, St. Clemens og St. Nicolai. Hertil kom nogle klo­ sterkirker (Gråbrødre, St. Gertrud og St. Clara) samt Helligåndshospitalets kirke. Ordningen af disse kirkers forhold blev efter 1536 lagt i hænderne på en komm ission, bestående af nogle rigsråder samt repræsentanter for magistraten. Det bestem tes, at Vor Frue, St. Nicolai og Helligåndsklostrets kirke fremtidig skulle være stadens sognekirker. Ordningen af Vor Frues forhold prægedes af dens tilknytn ing til universitetet. Nicolai og Helligånds var borgernes kirker fuldt ud.2 Om Helligåndskirkens forhold vides, at stadens styre fra reformationen og til sidste halvdel af det 17. århun­ drede øvede den afgørende indflydelse på valget af sogne­ præst, som kirkeordinansen hjemlede. Sidste gang var i 1665, da magister Esaias Fleischer blev kaldet. Hans kaldsbrev er bevaret og viser i detailler, hvorledes frem­ gangsmåden var.3 Derefter tiltog kongen sig eneret på at kalde sognepræsten ved kirken. Men borgerskabet (ma­ gistraten) bevarede retten til at præsentere kapellanen, hvad der udtrykkelig stadfæstedes 1707.4 Vedrørende forholdene omkring Nicolai Kirke fore­ ligger oplysninger om følgende sag: 25*

Made with