HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_V

258

Kamma Struwe hvem, der havde dem, og skrev dem af og lærte dem udenad. Så trådte da Bjørnson frem, og man fik ham at se og høre“. Om samme møde fortæller Morten Eskesen i „Mit Samliv med Bjørnson“31: „Min hustru og jeg skulle (til vennemødet) bo på Emdrupborg, som J. T. A. Tang nys var blevet ejer af“, og da der blev tale om at arrangere et møde, hvor Bjørnson skulle tale, udbrød Tang til Eskesen: „De kan få Emdrupborg, ja, jeg indsætter Dem herved til herre på Emdrupborg, så kan De indbyde, hvem De vil, til at gæste Dem, og her er rum til mange“. Og Morten Eskesen fortsætter: „Således blev det. Her var rigeligt med rum både i hus og have, der omtrent endnu var i samme stil, som da for 140 år siden Kristian d. 6. boede der som kronprins med Sophie Magdalene Tirsdagen den 10. september kom. Det lakkede mod tiden, da vi måtte have Bjørnson, hvis det ellers blev til noget. Folk var allerede skarevis samlede nede i haven ... da vi med et ser Bjørnson med raske skridt komme nede fra Hellerup Station op ad havens hovedlindegang “ Bjørnson talte om læreren i sin fødebygd, fra hvis grav han lige kom. „Bjørnson talte højrøstet om, hvad en lærer kan udrette ved at bære op underfra. Han ma­ lede os læreren, så vi så ham stå lyslevende iblandt os ... så ham med sin violin under armen eller spillende sine slåtter og folkesangstoner ... vi så ham holde skole deroppe i den norske bygd, som vi holder friskole her i Danmark uden „lektier, præk og skænd og tvang“, som kun tjener til at gøre barnemindet uhyggeligt og barn­ dommen stakket og bitter ... vi så den sure fromhed for- kætre ham for hans violins skyld ... så atter surheden lidt efter lidt vige for hans spil, så ham gøre legems­ øvelserne for de unge og for børnene til en kær genstand. Vi så ham i de sidste år under den tunge sygdoms prøve