HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_IV

692

H a n s H. F u s s in g synes at have interesseret sig for en anden dame, Johanne Kochs i St. Clemensstræde. Lørdag d. 3. marts sendte Peder tre-fire gange med sine døtre bud til den ostindiske bådsmand Jacob Nielsen, at han ville tale med ham. Jacob fik det at vide, da han kom hjem fra Bremerholin, hvor han arbejdede, og hans kone E line Hansdatter gik da hen til Peders. Hun forstod, at det måtte være noget vigtigt, det drejede sig om, for allerede aftenen før havde Peder og hans datter haft bud efter hende og manden. Jacob kom nu først, da Peder for femte eller sjette gang sendte bud efter ham, men så fik han ved sin ankomst også øl at drikke av en sølvkande. De fik nu en lang discurs, hvorunder Peder beklagede sig over den kumpan, der boede hos mester B lasius, og som hemmeligt havde søgt forbindelse med hans datter, hvad han mente, at han burde straffes for, „så han aldrig skulle stå op mere“. Jacob var enig i, at „det ikke var vel gjort, sligt at have beganget“, og Peder sagde da: „Kunne jeg få en, der ville klappe ham dicht, for det han har gjort, da ville jeg betale ham derfor, for han har det vel fortjen t“. Jacob tilbød nu at give barbersvenden en livfuld tørre hug, men den vrede datter var ikke til­ freds hermed: „Tørre hug hjælper intet, men I skal enten hugge arme, ben, næse eller øren av ham og ham således skamfere, at han bliver lemmelæstet“, og hertil ville Pe­ der låne ham en degen, hvis han ikke selv havde nogen. Her er nu en usikkerhed i frem stillingen, da Jacob senere på Peders spørgsmål i retten erklærede, at der ikke var blevet tilbudt ham nogen betaling for overfaldet. I al fald var han villig nok, men han kendte nu ikke barberen, og Peder foreslog derfor, at Jacob skulle gå over til mester B lasius og lade sig klippe. Det syntes datteren nu ikke om, og åbenbart for yderligere at ophidse Jacob sagde Peder: „Kan det ikke vorde vildere, da skal jeg selv en­ gang forklæde mig og give ham så meget, han har behov“.