HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_VI h5

Carl Friedrich Reiser 4 1 7 som den hele Habit befandt sig for 40 Aar siden“ ) . -------- Benyttende Jeg-Formen beretter han: „Mit hvide Lom­ metørklæde hængte lidt ud af Lommen, Topeen paa min Peryk sat net efter de Tiders Mode, og min Chapuba bar jeg under Armen, som Skik og Maner er blandt Folk af ingen gemeen Herkomst“. Videre berettes, hvorledes han blev til Grin for Gadens Publikum, faldt i en Dames Slæb, tabte sit Skospænde og vrøvlede, idet han spurgte Folk, 0111 de havde fundet hans Slæb og raabte til Skild- vagten „Wer da“ i Stedet for „Gewalt“. Da han var kom­ met op paa Volden, tog han sit Manuskript op af Lom­ men, læste i det, snakkede højt med sig selv, idet han bl. a. sagde: Behøves der vel mere for at faa en Profes­ sortitel? han løb mod nogle Damer, faldt ned af Volden, tabte sit Manuskript. I Rosenborg Have vrængede nogle Gadedrenge ad ham; han brugte Stokken mod dem, men Parykken blev hængende i en Gren o.s.v. En Forfatter slutter sit Skrift med et kom isk fjollet Digt, der tydeligt nok har Adresse til hans højttravende Slutning paa II- debrandshistorien med en tysk Salme, paa Melodien: „In Leipzig war ein Mann“ og begyndende saaledes:

„Saa holdt dog op engang, Saa holdt dog op engang.

Saa holdt dog op igien en Gang, Saa holdt dog op igien en Gang, Lad Manden have Fred“.

Andre bildte ham frækt ind, at han ved sit fortræffe­ lige Skrift havde indlagt sig udødelig og uvisnelig Fortje­ neste. Man kaldte ham Professor og fik ham til at søge Titel som saadan; man bildte ham ind, at han var ble­ vet Professor i Gottingen, og han troede det. Han praler selv af at have fundet en velvillig Læser i den sindssyge Christian VIL Han ansaa det som et indlysende Tegn paa sit Skrifts Fortræffelighed, at det saa hurtigt blev